Lettelse i Dronninglund: Nye smittetal er godt nyt
Seneste tal fra Brønderslev Kommune tyder på overstået Dronninglund-bølge
Friske tal for smittede med Covid19 i Brønderslev Kommune er godt nyt for især Dronninglundområdet.
Det fortæller kommunens direktør for Sundhed og Velfærd, Henrik Aarup-Kristensen.
- Tallene viser, at vi igen er kommet ned på et lavt niveau. De friske tal fortæller nemlig, at der i hele kommunen lige nu er 13 smittede de seneste syv dage. Heraf er kun de fire fra Dronninglundområdet, oplyser Henrik Aarup-Kristensen.
Dermed ser det ud som om, at den massive indsats for at få smitten i området under kontrol giver pote.
- Det er absolut gode nyheder. Med kun fire smittede i Dronninglundområdet vil jeg vurdere, at situationen er under kontrol igen. Tallet er sammenlignelig med byer af samme størrelse, og det indikerer, at der nu er kommet styr på situationen igen, siger Henrik Aarup-Kristensen.
Siden den voldsomme stigning i antal smittede efter et Open By Night-arrangement for tre uger siden, har der været arbejdet hårdt for at få smittespredningen under kontrol.
Et mobilt testcenter gennemførte således på få dage flere end 4610 test for coronavirus i Dronninglundområdet.
På sit højeste var der 71 smittede de seneste syv dage i Brønderslev Kommune, og det er det tal, der nu er faldet til 13.
Henrik Aarup-Kristensen fortæller i øvrigt, at kommunen har valgt at forlænge og tilpasse sine restriktioner, så de passer med den tidsfrist, som gælder for flere af statsministerens restriktioner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.