Lokalbetjent Rasmus klar: Nu skal borgerne have servicen tilbage

Minister på besøg - to nærpolitistationer åbnet i Nordjylland

Rasmus er en af de lokalbetjente, der skal være med til at give borgerne i Brønderslev Kommune tryghed. Foto: Martel Andersen

Rasmus er en af de lokalbetjente, der skal være med til at give borgerne i Brønderslev Kommune tryghed. Foto: Martel Andersen

BRØNDERSLEV:I Brønderslev var der lagt op til en fornem indvielse af nærstationen med musik fra et lokalt orkester, fremvisning af politibiler og motorcykler samt is og pølser til de mange fremmødte borgere i Brønderslev.

Foruden politibiler og motorcykler, kom Justitsministeren Nick Hækkerup (S) i sin ministerbil, der her bliver modtaget af Brønderslev Kommunes borgmester Mikael Klitgaard (V) og Nordjyllands politidirektør Anne Marie Roum Svendsen. Foto: Martel Andersen

- Det er en festdag i dag, men jeg glæder mig til, at det bliver hverdag, så vi kan få folk ind, og de kan føle, at politiet er kommet til byen. Jeg glæder mig til at give dem noget af den service tilbage, de måske har manglet lidt, sagde Rasmus, der er en af de nye lokalbetjente i Brønderslev.

Politidirektøren ved Nordjyllands Politi, Anne Marie Roum Svendsen, har også set frem til, at åbningen er en realitet efter et langt sejt træk.

- Vi har glædet os længe til det, og vi troede selv, at vi var klar i god tid, men det har været sådan lige op til med at få det sidste på plads. Vi har brugt en del tid på at renovere for at gøre det mere lækkert og borgervenligt, end det var før, og nu fremstår det bare rigtig fint med gode lokaler og god adgang for borgerne, sagde Nordjyllands Politidirektør, Anne Marie Roum Svendsen.

Nordjyllands Politidirektør, Anne Marie Roum Svendsen, bød som den første velkommen til de fremmødte på Godsbanegade 14 i Brønderslev. Foto: Martel Andersen

Nordjyllands Politidirektør, Anne Marie Roum Svendsen, bød som den første velkommen til de fremmødte på Godsbanegade 14 i Brønderslev. Foto: Martel Andersen

Politiet har været i gang i et par måneder på nærstationen i Brønderslev, og selvom meget af tiden er gået med at gøre lokaler osv. klar til indvielsen denne tirsdag, så har de fået sat i aftryk i lokalområdet.

- Vi har allerede været ude at sætte vores præg, og hver gang vi har introduceret os fra nærpolitiet, har borgerne været så glade for, at vi er tilbage igen. Vi er blevet helt fyldt op med kollegaer, og nu kan vi rigtigt komme i gang, sagde Brønderslevs nye nærbetjent Rasmus.

En del skoleklasser var mødt op til indvielsen og det åbne hus, hvor de gladeligt så politiets nye lokaler - og også tog godt for sig af de gratis is og pølser. Foto: Martel Andersen

En del skoleklasser var mødt op til indvielsen og det åbne hus, hvor de gladeligt så politiets nye lokaler - og også tog godt for sig af de gratis is og pølser. Foto: Martel Andersen

På nærstationen i Brønderslev vil der - foruden Rasmus - være tre andre nærbetjente samt to forordningsfolk.

- Vi kommer til at give borgerne og de erhvervsdrivende tryghed og synlighed. En af vores helt store opgaver er at være synlige, ikke kun i Brønderslev, men i hele Brønderslev Kommune - det bliver vores opgave, sluttede Rasmus.

Justitsministeren klippede snoren

Den officielle indvielse af nærstationen i Brønderselv stod Justitsminister Nick Hækkerup for, da han efter en kort åbningstale klippede snoren over til klapsalver fra de mange fremmødte.

Nick Hækkerup indviede nærstationen i Aars, før turen gik til Brønderslev, hvor justitsministeren desuden med stort overskud afprøvede nogle af de ældre biler, der var sat frem til Åbent Hus. Foto: Martel Andersen

- Vi har tabt noget nærhed, vi har tabt noget tryghed, sagde Nick Hækkerup til Nordjyske om vigtigheden af at få nærpolitiet tilbage, før han fortsatte.

- Det handler i virkeligheden om at give livet tilbage til hele Danmark, og noget der betyder noget i den sammenhæng, er, om danskerne har et lokalt politi i deres nærområde. Jeg tror, at det her kommet til at lykkes, fordi de betjente, der er her, vil, som tiden går, kende folk, de møder, og de folk vil samtidig kende betjentene, og det giver meget bedre forudsætninger i forhold til at forebygge, men også i forhold til at få opklaret forbrydelser.

Brønderslev Kommunes borgmester Mikael Klitgaard kaldte det en glædens dag ved indvielsen af den nye nærstation i Brønderslev. Foto: Martel Andersen

Brønderslev Kommunes borgmester Mikael Klitgaard kaldte det en glædens dag ved indvielsen af den nye nærstation i Brønderslev. Foto: Martel Andersen

I december sidste år blev det i en bred flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden besluttet, at der skulle oprettes 20 nye nærpolitienheder rundt i landet, og det er altså den aftale, der har givet de nye nærstationer i Aars og Brønderslev.

- Jeg anser ikke Brønderslev Kommune for at være et utrygt område, men vi kiggede på danmarkskortet, og her kiggede vi på, hvor politiet var tilstede på daværende tidspunkt, og hvor der manglede politistationer, sluttede Nick Hækkerup.

- Nærpoliti er altid godt

Ikke siden 2017 har der været et såkaldt nærpoliti i Brønderslev, men det er noget, borgerne har glædet sig til at få tilbage til lokalområdet.

- Det er dejligt at få politiet tilbage. Nu har vi haft nogle år uden dem, men ellers har vi altid haft dem - nærpoliti er altid godt, sagde Preben Schiønning til Nordjyske.

Preben Schiønning var i godt humør til indvielsen, da han har glædet sig til at få politiet tilbage til Brønderslev. Foto: Martel Andersen

Preben Schiønning var i godt humør til indvielsen, da han har glædet sig til at få politiet tilbage til Brønderslev. Foto: Martel Andersen

Nordjyllands Politidirektør, Anne Marie Roum Svendsen, kan også kun melde tilbage om positive tilkendegivelser fra borgerne.

- Først og fremmest skal de give borgerne en politimæssig tilstedeværelse, og det betyder mere, end man umiddelbart regner med. Jeg er ikke sikker på, at kriminaliteten styrtdykker i Brønderslev, men det giver borgerne en tryghed at kende betjentene. Vi har fået 'thumbs up' hele vejen igennem fra borgerne, hvilket vi også kan se på vores sociale medier. Folk er generelt rigtig, rigtig positive omkring det her, sagde Anne Marie Roum Svendsen.

Kommentarer

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.