Mistede nyre og endte i koma efter knivstikkeri: 26-årige kvinde dømt
En 26-årig kvinde er dømt for at stikke sin ekskæreste ned efter et sammenstød til en fest
DRONNINGLUND: Den 26-årig Melanie Lærke Nørgaard er blevet idømt to år og tre måneders fængsel for at have stukket sin ekskæreste ned efter et sammenstød til en fest.
Den 26-årige kvinde er dømt for at have stukket manden flere gange i brystet og i ryggen med en kniv, så manden blandt andet fik en sammenklappet lunge om måtte have opereret den ene nyre væk.
Skaderne var så alvorlige, at manden efter knivstikkeriet, kortvarigt lå i koma.
Den 26-årige kvinde blev også først sigtet for drabsforsøg, men efterforskningen viste senere, at der ikke var belæg for, at hun havde haft forsæt til at dræbe, og derfor var hun tiltalt for grov vold, forklarer anklager Mathias Andersen.
Tilfældigt møde endte i knivstikkeri
Knivstikkeriet var nemlig kulminationen på et sammenstød mellem kæresteparret, og kvinden hævdede, at hun stak i selvforsvar.
Derfor var temaet for retssagen mod hende, om der var tale om nødværge eller ej, fortæller anklageren.
Optakten til knivstikkeriet var en fest i Aalborg om aftenen 2. februar. Her var den 26-årige kvinde og manden - som havde haft et on/off forhold - endt i klammeri med hinanden.
Den 26-årige kvinde og flere vidner forklarede under retssagen, at manden havde været voldelig overfor kvinden.
Senere på natten til 3. februar blev manden kørt ud til nogle fælles venner på en ejendom ved Dronninglund, og kort tid efter ankom den 26-årige kvinde også.
Begge forklarede, at de tilfældigt mødte hinanden på adressen i Dronninglund - og her gik det galt. Kvinden tog kniven og stak manden.
Selvforsvar gik for vidt
I Retten i Hjørring forklarede den 26-årige kvinde, at ekskæresten ville angribe hende, og at hun derfor stak en gang, og derefter løb væk.
Men retten lagde til grund, at mandens skader var så omfattende, at de var kommet efter flere knivstik, forklarer Mathias Andersen.
Manden erkendte, at han måske havde været provokerende overfor kvinden, men han afviste, at have angrebet hende.
Selvom retten lagde vægt på, at det var en formildende omstændighed, at manden havde været voldelig tidligere på aftenen, og at han var provokerende over for den 26-årige, så afviste retten samtidig, at kvinden havde handlet i nødværge.
Retten fandt nemlig, at kvindens selvforsvar var gået for vidt, forklarer Mathias Andersen.
Den 26-årige valgt at modtage dommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.