byudvikling

Naboer er chokerede over nye boligplaner: - Vi føler os snigløbet

Nye boligplaner i Ådalen i Brønderslev vækker vrede hos de nærmeste naboer, som blev forsikret om, at et rekreativt areal aldrig skulle bebygges

Eddie Nielsen er rystet over, at kommunen bakker op om nye boligplaner i et område, der ellers var udlagt til natur. 
Eddie Nielsen er rystet over, at kommunen bakker op om nye boligplaner i et område, der ellers var udlagt til natur.  Foto: Kim Dahl Hansen

Opdateret kl. 20:40

BRØNDERSLEV: Udsigten til et rekreativt område var vigtig for Eddie Nielsen, da han købte hus i Ådalen i Brønderslev for otte år siden. Han fortæller også, at fire af de nærmeste naboer købte og byggede hus i tiltro til, at der ikke ville blive bygget i et større naturområde mod nord. 

- Ejendomsmægleren forsikrede os om, at her blev aldrig bygget, og et tillæg til lokalplanen fra 2006 friholdte området for bebyggelse, fordi arealet på 12.000 kvadratmeter skulle være en del af det rekreative område Byparken, fortæller Eddie Nielsen.  

Flere af de naboer, der byggede nyt placerede også huset på grunden, så der blev taget hensyn til det frie udsyn ud over det rekreative område.  

Eddie Nielsen er på egen hånd gået til Planklagenævnet med en klage over forløbet Foto: Kim Dahl Hansen

Chokerede over boligplaner

Det var derfor et chok for beboerne, da de sidste år blev bekendt med,  at der nu var en ny lokalplan på vej, der giver mulighed for at bygge ti dobbelthuse - i alt 20 boliger i det, der bliver kaldt tæt-lav bebyggelse.  Naboerne blev samtidig opmærksomme på, at Brønderslev Byråd i 2021 ændrede i kommuneplanen, så arealet i stedet for natur nu blev udlagt til boliger. 

Området i den nye lokalplan, var tidligere friholdt for byggeri. Kilde: Brønderslev Kommune

- Der var helt nyt for os, at de havde ændret i kommuneplanen. Vi føler ikke, at vi blev hørt dengang. Selvfølgelig skal man som borger følge med, men det her blev vi slet ikke gjort opmærksomme på. Så vi føler os snigløbet,  siger Eddie Nielsen. 

Han er formand for grundejerforeningen Bakkedalen med 55 medlemmer, men har nu sendt en personlig klage til Planklagenævnet over kommunens fremfærd med de nye boligplaner. 

Naboerne har gjort indsigelse mod den nye lokalplan for boligerne, som har været sendt i offentlig høring, men indsigelserne har ikke påvirket politikernes holdning. 

Byen udvikler sig 

- Byen udvikler sig, og derfor sker der ændringer. Vi oplever pres på for at skaffe nye attraktive boligområder. Naboerne havde også mulighed for at gøre indsigelse, da vi ændrede kommuneplanen, så det er kørt efter bogen, siger formand for teknik og miljøudvalget i Brønderslev Kommune, Peter Stecher (K).   

Man skal være forberedt på, at planer kan blive ændret i takt med at byen udvikler siger, påpeger udvalgsformand Peter Stecher (K).  Arkivfoto

Han peger på, at hele det store boligområde i Ådalen ikke er blevet bebygget i det omfang, der ifølge den oprindelige masterplan fra 2003, var planer om. Den beskrev 588 boliger i hele det store områd, og i 2022 var der bygget 347 nye boliger. 

- Vi vurderer derfor også, at der er plads til flere boliger, siger Peter Stecher. 

Indsigelserne om naturværdier og mistet udsigt afvises af kommunens forvaltning.  

"Der vurderes ikke at være særligt sjældne eller sårbare arter indenfor projektområdet", skriver kommunens forvaltning, der også peger på, at naboerne ligger så højt, at de fortsat vil have et fint udsyn henover den nye bebyggelse. 

Naboerne er ikke enige i den udlægning:

- Vi er uforvarende blevet påført betydelige gener, som følge af Brønderslev Kommunes forvaltning af kommuneplaner og lokalplaner i området. En kommune bør være den første til at respektere ordlyden i vedtagne lokalplaner – hvis ikke det er tilfældet, hvor ender vi så?, spørger Eddie Nielsen. 

De nye boliger kommer til at ligne dem, der i dag ligger øst for projektområdet.  Foto: Kim Dahl Hansen

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden