Nielsen-klanen fylder 17 campingvogne: - Jeg har aldrig misset et marked
Villy Nielsen har været til alle Hjallerup Markeder gennem 82 år - og han har hele sin familie med, kendt som Nielsen-klanen

Nielsen-klanen mødes hvert år på tværs af generationer til fælles campingferie på Hjallerup Marked, og de er mange - rigtigt mange. I år fylder de 17 campingvogne, og nogle af de unge sover i telt. Foto: Kim Dahl Hansen
HJALLERUP:Familie-komsammen'er kommer i mange udgaver, men Familien Nielsen holder hvert år en af et usædvanligt omfang: De mødes til camping på Hjallerup Marked, og i år fylder de 17 campingvogne.
Plus de har deres eget fælles familietelt med, hvor de mødes og spiser.
Fredag aften var de 78 personer til fælles spisning.
- Jeg er kommet her i 82 år, og så kom jeg i min mors mave der før. Vi er født her i Hjallerup. Vores far var hestehandler, handelsmand og havde slagterforretning i byen, fortæller Villy Nielsen.

Villy Nielsen har været på Hjallerup Marked flere gange end de fleste. Foto: Kim Dahl Hansen
Han er en del af en søskendeflok på otte. Deres forældre hed Ellen og Jens Nielsen.
Familien er vokset vildt, og med børn, børnebørn og oldebørn er de i hvert fald 50 plus fra familien samlet i Hjallerup i år. Dertil kommer venner, som flere har med i lejren.

I familieteltet spiser de sammen. Maden henter de på markedet og kører over på campingpladsen i en trækvogn. Der er et bord til første, anden og tredje generation. Foto: Kim Dahl Hansen
Tidligere samledes de hos deres mor, men i 1995 indledte de traditionen med at mødes til Hjallerup Marked. Dem, der ikke selv har en campingvogn, lejer en.
Og så slår de sig ned i en fælles lejr med navneskilt og det hele - de hedder Nielsen-klanen.

Så kan man se, hvor Nielsen-klanen holder til. Foto: Kim Dahl Hansen
En af de mange søskende er Maja Katrine Moi, som har boet i Norge i mange år, hvor hun har fire frisørsaloner. Men hun er altid hjemme til Hjallerup Marked, og i år bor hun i campingvogn sammen med sin søster, Ketty Thomasberg.
- Det betyder vældig meget at komme hjem og være sammen i familien, fortæller Maja Katrine Moi, der i år også har nogle af sine veninder med på campen.
Hun er også med, når der festes.
- Jeg var en af de ældste i markedsteltet i går. Der var god musik, smiler hun.

Maja Katrine Moi bor i Norge, men hun tager hvert år til Hjallerup og mødes med familien. Det betyder meget for hende. Foto: Kim Dahl Hansen
Også Ketty Thomasberg nyder at være sammen med alle de andre i klanen.
- Det betyder rigtigt meget. Det er så værdifuldt, for vi er så stor en familie, men vi kan stadig holde sammen. Det er så pragtfuld, siger Ketty Thomasberg.

Ketty Thomasberg nyder at være sammen med familien. Foto: Kim Dahl Hansen
De unge i familien vil også meget gerne være med på den fælles uge.
Casper Torp er en af dem fra børnebørns-generationen, og han betegner ferien som noget helt specielt.
- Det er fantastisk. Jeg kan tage mine kammerater med, de er en del af fællesskabet, og det er helt fantastisk, at man kan mingle med de gamle, smiler han.

Ketty Thomasberg, Maja Katrine Moi og Villy Nielsen er søskende og er med i den ældre generation af Nielsen-klanen. Foto: Kim Dahl Hansen
For eksempel har Villy Nielsen tradition for at være klar med pølser, når de lidt yngre kommer hjem fra fest i markedsteltet.
- De er fantastiske. Der er ikke noget, der mangler dér, siger Casper Torp.
Har aldrig misset et marked
Hans mor, Jette Torp, er fra den mellemste generation, og hun koordinerer spisning og får styr på tilmelding og campingpladser forud for markedet hvert år. Hun er 56 år og har været til Hjallerup Marked alle årene bortset fra, da det var aflyst på grund af corona.
- Jeg har aldrig misset et marked. Og mine børn har aldrig misset et marked, fortæller Jette Torp, der i år har sagt nej til en 50-års fødselsdag.
Så vigtigt er det at mødes med Nielsen-klanen til Hjallerup Marked.
- Omdrejningspunktet er sammenhold, kærlighed og venskab. Vi nyder hinanden, opsummerer hun.

Foto: Kim Dahl Hansen
Også det praktiske er de sammen om. For eksempel er en i klanen kasserer og står for det økonomiske.
Alle i lejren er med i forskellige arbejdsgrupper og deltager i opgaver undervejs.
Den yngste deltager i Nielsen-klanens fælles ferie i år er omkring halvandet år. Den ældste er 87.
Nielsen-klanen er i øvrigt så glad for at ses, at de ikke nøjes med at samle klanen til Hjallerup Marked.
De har også tradition for at mødes første juledag, det foregår i Dokkedal.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.