Nordjysk familie tager på seks måneders eventyr uden at vide, hvor de ender
Familien Breum har valgt at bruge de næste seks måneder på cykel, uden at vide hvor turen ender
Opdateret kl. 15:04
VENDSYSSEL: Hvis du i den nærmeste fremtid befinder dig på en europæisk landevej, møder du muligvis fire friske nordjyder på langfart.
Parret Annette og Tobias har nemlig valgt at rive de næste måneder ud af familiens kalender for at tilbringe dagene på cykel og nætterne i telt.
Lørdag triller familien, som udover Tobias og Annette består af 7-årige Karl og 11-årige Valdemar, derfor afsted fra deres hjem i Vendsyssel, og snart befinder familien sig på Hærvejen med forhjulene mod syd. Herfra er planen, at cyklerne skal føre dem langs Elben videre ud i Europa.
Planlagt i flere år
Familien har længe haft en drøm om at komme på en længere rejse. De har dog været i tvivl om, hvilket transportmiddel de ville benytte sig af.
- Det er en tur, vi har planlagt i mange år. Vi har bare ikke vidst, om vi skulle sejle, gå eller tage toget i gennem Europa. Der har været mange muligheder, fortæller Annette.
Selvom familien nu skal tilbringe flere måneder på deres cykler, har de ikke gennemgået en hård optræning, og den sidste cykel blev da også købt onsdagen før afrejsen. Men for familien er det også et mål at tage tingene, som de kommer, i stedet for at planlægge det hele på forhånd. Det samme gør sig gældende for ruten, som kan føre i mange retninger.
- Planen er egentlig, at vi ikke har nogen plan, siger Annette og fortsætter:
- Hvis det bliver megadårligt vejr, så tager vi et tog et sted hen, hvor solen skinner. Eller hvis vi får set det, vi gerne vil i Europa og finder ud af, at der er et andet sted, vi hellere vil se, så tager vi også et tog.
Selvom familien ikke har lagt en udførlig rute, som de vil følge, er der dog et familiemedlem, som har en klar drømmedestination.
- Vores store dreng er meget interesseret i græsk mytologi, så han vil gerne til Athen og Delfi. Det er drømmescenariet for ham, at vi kommer så langt ned, fortæller Annette.
Asfalt og samvær
Familien kan nu se frem til en længere periode med hinanden og asfalten som det primære selskab. Udover en masse oplevelser håber Annette også, at rejsen kan give familien noget, når de vender tilbage til hverdagen igen.
- Det kan jo ikke undgås, at vi engang imellem kommer op at toppes i hverdagen. Hvis det kunne give en større forståelse for, hvorfor vi engang imellem hakker lidt på hinanden, ville det være fedt. Jeg håber, at det kommer til at gøre, at vi bliver endnu bedre til at snakke sammen, end jeg synes, vi er nu, siger Annette.
Hun håber, at hendes børn kan tage erfaringerne fra turen med videre i deres liv.
- Jeg håber, at det giver børnene et fodfæste i at kunne noget selv, og at det giver dem noget gå-på-mod at komme ud på sådan en cykeltur og blive presset ud i nogle situationer, som vi ikke står i til hverdag, siger Annette.
Annette har også en forhåbning om, at den langsommelige rejseform kan blive grobund for nogle dybere tanker, som ikke altid får plads i en travl hverdag.
- Jeg tror, at det kommer til at give os noget mere nærvær, og jeg tror, det kommer til at give os alle sammen noget ro, til at tænke over det vi gør og ser, siger hun.
For at realisere rejsen har Annette sagt sit job som sygeplejerske op, mens Tobias, Valdemar og Karl har fået orlov fra henholdsvis job og skole.
Familien regner med at være på farten i et halvt år, og at de således vender retur til Nordjylland til oktober.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.