Nu er det afgjort: Dette medlem af kongefamilien kommer til Brønderslev ved Royal Run
Der har været spænding om, hvordan den royale familie blander kortene, når der er Royal Run - nu er det besluttet
Opdateret 21. februar 2024 kl. 08:02
Det er nu afgjort, hvilket medlem af kongefamilien, der kommer til Brønderslev, hvor der senere på året er Royal Run.
Det bliver Kronprins Christian som kommer til Nordjylland, oplyser Royal Run i en pressemeddelelse.
Her skal han løbe sammen med 9000 andre deltagere.
Og det vækker stor begejstring i byen:
- Det er virkelig stort for os, at Kronprinsen kommer til Brønderslev for at deltage i Royal Run. Vi lover, at vi nok skal lægge os i selen for at give ham en god oplevelse på sin første tur ud i landet på denne måde, siger borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard (V).
Hos arrangørerne bag Royal Run er det naturligvis en stor fornøjelse at kunne afsløre, hvordan de kongelige kommer til at deltage i Royal Run:
- Vi har jo heldigvis haft fornøjelsen af Kronprinsens deltagelse i København tidligere, men det, at han nu vælger at tage til Brønderslev, sætter vi stor pris på, siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og med i Royal Runs styregruppe.
Royal Run fandt sted første gang i 2018 i anledning af H.M. Kongens 50-års fødselsdag, og i år er der deltagerrekord med 95.000 tilmeldte i de fem værtsbyer.
Royal Run afvikles 2. pinsedag, den 20. maj.
- De kongeliges deltagelse i Royal Run kommer til at foregå således:
- H.M. Kongen sætter Royal Run i gang i Fredericia
- H.K.H. Kronprinsen deltager i Royal Run i Brønderslev
- H.M. Kongen deltager i Royal Run i Aarhus
- H.M. Dronningen deltager i Royal Run i Kalundborg
- H.M. Kongen deltager i Royal Run i København/Frederiksberg
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.