Brønderslev

Ny spiller på stemmesedlen: Planteæderen fra Dronninglund

Uffe Koch vil nedbringe antallet af svin i Brønderslev Kommune og hjælpe landmænd til at lægge om til at lave grøntsager - og han vil tænke klima ind alle steder

Veganerpartiet tiltalte Uffe Koch især på grund af deres holdninger til klima og natur. Partiet har endnu ikke færdig holdninger til alle emner. Foto: Claus Søndberg
Veganerpartiet tiltalte Uffe Koch især på grund af deres holdninger til klima og natur. Partiet har endnu ikke færdig holdninger til alle emner. Foto: Claus Søndberg

Opdateret 15. november 2021 kl. 14:08

BRØNDERSLEV: Når vælgerne i Brønderslev Kommune går i stemmeboksen på tirsdag, vil der figurere en ny mulighed på stemmesedlen. Veganerpartiet stiller op til kommunalvalget i skikkelse af Uffe Koch, der kalder sig ”Planteæderen fra Dronninglund”.

- Det kom sig af, at min kone og jeg og vores familie for to år siden valgte at være veganere. Det gjorde vi primært af klimaårsager. Vi så på, hvad der rykker noget, og kød og mælk er utrolig tungt for vores klimaregnskab, fortæller Uffe Koch.

De nåede frem til, at de egentlig mest spiste kød og mælk af tradition og besluttede at lave om på det. Samtidig satte han sig mere ind i sagen.

- Så opdager man ting. Jeg var 44-45 år men vidste dårligt nok, hvordan landbruget fungerede. Jeg havde ikke indset, at for at en ko skal give mælk, så skal den føde en ko en gang om året, som bliver taget fra. Jeg vidste heller ikke, hvordan forholdene er i danske landbrugsstalde. Det satte jeg mig ind i, og det cementerede min overbevisning om, at det var rigtigt at lade være, fortæller Uffe Koch.

Uffe Koch kalder sig Planteæderen fra Dronninglund - efter inspiration fra hans børn, der legede med dinosaurer, som var planteædere eller kødædere. Foto: Claus Søndberg Foto: Claus Søndberg

Også sundhedsaspektet talte med, hvor han oplevede at få bedre helbred da familien blev først vegetarer og senere veganere. Men det er klimaet, der er hans primære motivation til at være veganer og til at gå ind i politik. Og bliver han valgt ind, vil han skubbe på for at få tænkt klima ind alle vegne, fx når der bygges.

- Klima fylder alt for lidt. Man kan gøre utroligt meget på lokalt plan også. Kommunen er den største indkøber i hele kommunen, så hvis kommunen vælger at købe klimarigtigt, så har det en enorm effekt, giver han som eksempel.

Atypisk veganer

Samtidig med den nye livsstil fulgte Uffe Koch med på sidelinjen i Veganerpartiet.

- De var sjove og skøre, men jeg sympatiserede med flere af de ting, de gør. Jeg læste deres idéprogram og kunne erklære mig fuldstændig enig, fortæller Uffe Koch, der peger på, at det var emner som nærmiljø, vandløb, natur og klima, der især fangede hans opmærksomhed.

Han læste også om valg og så, at der var blankt i Nordjylland og tænkte, at det måske godt kunne være noget for ham. Derpå kom han i dialog med Veganerpartiet.

- Jeg følte mig meget hørt og velkommen på trods af, at jeg måske ikke er den typiske veganer at se på. Jeg er vant til at være ude og snakke med folk og direktører og kommer i andre kredse end den typiske Nørrebro-veganer, fortæller Uffe Koch, der er ingeniør, har været i mobilbranchen og været selvstændig og nu er erhvervskonsulent hos BusinessAalborg.

Uffe Koch stiller op for Veganerpartiet til kommunalvalget i Brønderslev Kommune og til regionsvalget i Region Nordjylland. Han er en af de to kandidater for partiet, som findes nord for Århus. Foto: Claus Søndberg Foto: Claus Søndberg

- Efterhånden begyndte jeg at møde nogle af de andre, og så blev mine fordomme også nedbrudt. Jeg deltog i et landsmøde, og det er nogle fede mennesker. Jeg tror på, at det her ikke bare bliver en eller anden politisk komedie, for vi har noget reelt at komme med og har holdninger til rigtigt mange ting, siger Uffe Koch.

Der er også emner, partiet ikke har formuleret politik på endnu.

- På den måde er vi et projektparti, der håber at blive overflødige, fordi verden har lavet sin ændring, siger Uffe Koch.

Der altså gik all in på projektet og nu er opstillet til både kommunalvalg i Brønderslev og regionsvalg i Region Nordjylland.

Landmænd laver forkert produkt

En af Uffe Kochs hovedpointer er, at dyrelandbruget er blevet en dårlig forretning, og at der er for mange svinestalde - også i Brønderslev Kommune.

- Det er ikke godt for økonomien længere. Det danske landbrug var en rigtig god forretning for Danmark fra efterkrigstiden og op til 80’erne, men der er lavet statistik på, at overskuddet i landbruget i dag svarer rigtigt tæt til det tilskud, de får. Og hvis man regner i BNP, så udgør landbruget under to procent, argumenterer Uffe Koch.

Hans holdning er, at man skal hjælpe de landmænd, der har en kæmpe gæld i banken og ikke bare lige kan skrue ned.

- Jeg har kæmpe respekt for landbruget, der er bygget op i Danmark, men nu mener jeg bare, at de laver et forkert produkt. Vi skal have flere landmænd, der producerer grøntsager, mener Uffe Koch.

Der er gang i valgkampen for tiden. Foto: Claus Søndberg Foto: Claus Søndberg

Han vil ikke trække noget ned over hovedet på nogen, men vil gerne hjælpe dem på vej til en omlægning.

- Jeg kunne godt tænke mig, at vi tager landbruget i hånden og hjælper dem med tekniske løsninger eller omskoling. 2000 svin kunne man på fem år få halveret eller helt ned til 0, siger han.

Uffe Koch peger på, at det danske landbrug i dag brødføder 16 mio. mennesker - en del er eksport - men at samme areal vil kunne brødføde 45 mio. mennesker, hvis man dyrkede planter i stedet.

Han forestiller sig, at man i første omgang kunne få nogle landmænd til at være piloter på at skifte fra kød til grøntsager.

Og på sigt ønsker han, at Brønderslev kan blive first mover på området.

- At vi fik lavet den model for omstilling, vi kunne kalde den Brønderslev-modellen. En skabelon og køreplan for, hvordan den enkelte landmand kan skifte om til et fremtidssikret landbrug.

Hans holdning er, at 2021 skal være det år, hvor der er flest grise i Brønderslev Kommune - og så skal der være en plan for, at det antal skal falde.

- Vi skal gøre det spiseligt ved at bide det op i bider og gå ind sammen med landbrugsrådgivningen og søge fonde ind til projektet. Der ligger på nationalt og EU-plan enormt store fonde til grøn omstilling, som faktisk er så store, at de ikke kan komme af med dem, påpeger Uffe Koch.

Deler vandene

Planteæderen fra Dronninglund - det kalder han sig også på Facebook - har ind i mellem været i modvind på de sociale medier, og han ved godt, at nogle løfter øjenbrynene, når de ser navnet Veganerpartiet.

- Vi er et parti, der tager sit største PR-problem med på forsiden. Der er også nogen, der slår korsets tegn, så snart de ser vores navn, erkender han.

Han har erkendt fra starten af, at det er en del af det.

- Jeg ved godt, at jeg vil få en masse negative kommentarer, og at folk griner og synes, jeg er tosset. Jeg har egentlig ikke noget problem med, hvis flertallet synes det - hvis 20 pct. ikke gør. Så er der stadig nogle, der kunne stemme på mig. Jeg ved godt, at mit budskab deler vandene, men der kan jeg forhåbentlig være brobyggeren. Når folk har set på programmet, at der kommer en veganer, så tænker de måske hættetrøje, men når jeg kommer, kan de dårligt nok se, hvem der er veganeren, og jeg er også lidt tyk og gammel og siger noget halvfornuftigt, siger Uffe Koch med smil i stemmen.

Partiet kan også få skudt i skoene, at det er et københavnerparti, men Uffe Koch peger på, at det også er en del på hele Sjælland, Fyn og i Århus.

- Men nord for Århus er vi kun to kandidater, det tynder lidt ud heroppe, det vil jeg godt indrømme, siger han.

Uffe Koch har svært ved at vurdere sine egne chancer for at blive valgt ind.

- Nogle gange tænker jeg, at jeg får ti stemmer. Men så får jeg mange opmuntrende beskeder, og så begynder jeg at tro på det. Men oddsene er imod mig, siger Uffe Koch, der opsummerer:

- Jeg er også realistisk. Kunne jeg komme ind et af stederne, så er det enormt stort, siger han.

Skulle det lykkes, vil han gerne gøre en forskel ved at sætte klima på dagsorden alle steder og skabe en positiv klimaeffekt gennem handling og målbare resultater.

- Jeg har lavet et tankeeksperiment. Jeg har tre børn på 7, 11 og 14 år. Når jeg engang skal sidde med mine børnebørn på skødet, så er jeg ret sikker på, at de vil spørge: Er det rigtigt, at I engang holdt dyr for at skære deres muskler i skiver og putte dem på jeres madder? Jeg tror, vi står overfor en ændring, der bliver helt enorm.

Navnet Planteæderen fra Dronninglund kom sig af, at hans børn legede med dinosaurer - som var kødædere eller planteædere. Så det tog han til sig med et glimt i øjet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden