KV21 Brønderslev

Nyt byråd: Fem kvinder og 22 mænd- akkurat som ved valget i 2017

Det står fortsat sløjt til med ligestillingen i byrådet i Brønderslev Kommune

Runa Friis Hansen blev valgt ind for Enhedslisten. Dermed er hun en af de fem kvinder i byrådet, som udgør til sammen 18,5 procent af det samlede byråd. Foto: Henrik Louis

Runa Friis Hansen blev valgt ind for Enhedslisten. Dermed er hun en af de fem kvinder i byrådet, som udgør til sammen 18,5 procent af det samlede byråd. Foto: Henrik Louis

BRØNDERSLEV:Kun fem ud af 27 af de kommende byrådsmedlemmer i Brønderslev Kommune er kvinder - det er samme antal som i indeværende periode.

Line Vanggaard Pedersen er en af de mest erfarne med to byrådsperioder bag sig. Hun er nu 33 år, og blev første gang valg for De Konservative i 2013, men valgte at forlade partiet i januar i år, fordi hun følte sig forbigået som spidskandidat, netop fordi hun var kvinde og enlig mor til to små børn.

I marts meldte hun sig som kandidat for Venstre, og hun gik hen og fik et kanonvalg med næstflest personlige stemmer for Venstre efter borgmester Mikael Klitgaard.

- Det er jeg virkelig overrasket over. I 2017 fik jeg 473 stemmer. Denne gang fik jeg 59 flere. Jeg havde håbet på at kunne fastholde mit stemmetal, og da vi var færdige med at tælle stemme op i Jerslev, hvor jeg bor, holdt den med samme stemmetal som sidst, men jeg anede ikke om folk ude omkring ville stemme på mig.

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Runa Friis Hansen blev valgt ind for Enhedslisten. Dermed er hun en af de fem kvinder i byrådet, som udgør til sammen 18,5 procent af det samlede byråd. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Louis

Men det ville de også i Brønderslev, hvor Line Vanggaard Pedersen tog ind til valgcafeen i Brønderslevhallen med skrækkelig ondt i maven.

- Da jeg kom til Brønderslev, fik jeg at vide, at jeg havde fået 130 stemmer på det valgsted, men jeg anede stadig ikke et dyt, om jeg var valgt. Ventetiden var helt forfærdelig.

Valgt blev hun, og det med fjerdeflest stemmer af alle kandidaterne.

- Vælgerne har syntes, det var rigtigt af mig at sige fra over at blive vraget. Folk har sagt, at det var frisk, modigt og stærkt at jeg turde gøre det. Men det var for min egen skyld. Jeg ville sige fra nu her og ikke om 20 år, siger hun.

Ikke tid til tv-pakke

Hun har tænkt meget over, hvorfor kvinder ikke vil stille op til politik.

- Faktisk har jeg mødt mest skepsis fra kvinderne selv, der ikke forstår, hvordan jeg kan få tiden til at være politiker og få en familie til at køre. Men det kan man, og jeg tror, kvinder ser mere på begrænsningerne end mænd gør. Samtidig oplever jeg, at kvinderne virkelig vil gøre en forskel og giver sig 100 procent, hvor nogle mænd ser politik som et karrierespring.

Line Vanggaard Pedersen tror, at vælgerne har sat pris på, at hun har små børn og ærligt har fortalt, at den yngste sønnen Carl er donorbarn.

- Jeg får stemmer, fordi jeg er Line, og ikke forsøger at skjule noget om mit liv som mor. Det er ikke, fordi jeg er kvinde.

- For mig er det vigtigste, at vi får flere forældre med små børn ind i byrådet, og det har de to nyvalgte Runa Friis fra Enhedslisten og Janni Mølgaard Høybye fra De Konservative.

I den forbindelse pointerer Line Vanggaard Pedersen, at hun har oplevet, at man kan ændre på arbejdet i byrådet som småbørnforælder. Det kan lade sig gøre for hende at være lokalpolitiker.

- Vi har blandt andet flyttey vores mødetider i et udvalg, fordi det passede mig bedre. Meget af byrådsarbejdet er forberedelse. Det kan man lave om aftenen, når børnene er puttet. Til gengæld, har jeg slet ikke en tv-pakke, fordi jeg ikke ser ret meget tv om aftenen, siger hun.

26 ud af 98 kandidater

Fem kvinder ud af 27 byrådsmedlemmer giver 18,5 procent kvinder i det nye byråd, og det ligger noget lavere end antallet af kvinder, der stillede op til byrådet.

Her var der i alt 26 kvindelige byrådskandidater ud af i alt 98 opstillede - det svarer til 26,5 procent.

Nogle partier stillede kun med mænd - det gjaldt Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige samt de to enmands-partier Liberal Alliance og Veganerpartiet - mens Enhedslisten var helt i den anden grøft.

De stillede op med fem kvinder og nul mænd, og de fik valgt Runa Friis Hansen ind.

Hun er ikke imponeret over kønsfordelingen i det ny byråd.

- Det tænker jeg er fuldstændig hul og hovedet og skævt. Men det hænger også sammen med, at mange partier har været for dårlige til at rekruttere kvinder til at stille op, mener hun.

Hun mener, at overtallet af mænd giver et dårligt billede udadtil om, at man ikke kan finde ud af at have ligestilling.

- Jeg tænker, at der må sidde nogle partiformænd rundt i kommunen, der må gøre noget andet næste gang for at få flere kvinder til at stille op, siger Runa Friis Hansen og tilføjer, at det ikke er fordi man er mere kvalificeret i kraft af, at man er en mand eller en kvinde.

- Men politisk som ligestillingsspørgsmål, så er det da et kæmpe problem, mener hun.

Ingen mandlige kandidater

At Enhedslisten endte med en ren kvindeliste betegner hun som tilfældigt.

- Der var ikke nogen mænd, der ville stille op. Vi har heller ikke formået at få ligestilling. Det har ikke været en strategi på den måde, og vi har spurgt alle mænd, der er medlem af Enhedslisten i Brønderslev, fortæller Runa Friis Hansen.

Hun håber, at man i fremtiden kan få flere kvinder ind i byrådet.

- Jeg håber da virkelig ikke, at det her er en udvikling, der fortsætter. Vi skal helt sikkert have flere kvinder på banen, og måske er der nogle mænd, der skal give lidt mere plads, siger hun.

Hun glæder sig til gengæld over fordelingen på et andet parameter - at der er kommet nogle unge ind.

De øvrige kvinder i det nye byråd er Janni Høybye (K) Margit Chemnitz (V) og Bettina Bøcker Kjeldsen - der i øvrigt er den eneste kvindelige socialdemokrat i deres gruppe på i alt otte.

To kvinder fra det nuværende byråd genopstillede ikke, det var Lene Hansen (S) og Lone Birkmose Lex (V).

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.