Stine vil lukke sin ostebutik - det er kunderne kede af
Udmelding fra ostehandler har givet mange reaktioner fra kunderne - hun håber, at en ny ostehandler melder sig på banen
Opdateret kl. 12:33
BRØNDERSLEV: Igennem mange år har der i Grønnegade i Brønderslev ligget en lille ostebutik med et stort udvalg af specialiteter. Siden 2018 har den været drevet af Stine Binder, og butikken er blandt andet kendt for sine tapas-anretninger.
Men nu er der brug for en ny ostehandler, hvis byen fortsat skal beholde sin ostebutik.
Stine Binder oplyser på Osteklokkens facebook-side, at hun vil stoppe.
- Efter mange svære overvejelser den sidste tid har jeg besluttet, at jeg ikke længere skal være forretningsejer. Jeg har desværre ikke mulighed for at lægge den energi i Osteklokken, jeg ønsker og brænder for. Vi har derfor sidste åbningsdag 12. august 2023, skriver hun.
Nordjyske har været i kontakt med Stine Binder, der på nuværende tidspunkt ikke ønsker at uddybe baggrunden for beslutningen.
Men det er en beslutning, som betyder noget for virkelig mange af byens borgere og kunder. Efter tre timer på facebook havde opslaget fået over 300 reaktioner primært i form af græde-smiley'er, og opslaget er blevet delt over 100 gange.
Håber på en ny ostehandler
Stine Binder overtog i 2018 Osteklokken fra sin svigerfar Olav Jørgensen, som havde drevet butikken i næsten 30 år.
Hun håber nu, at en ny ostehandler vil melde sig på banen.
- Skulle der sidde en med en gemt ostehandler i maven, er der mulighed for overtagelse - hvilket jeg inderligt håber for byens skyld, skriver Stine Binder.
Osteklokken byder på en lang række specialiteter, også i mange andre former end ost. Det er for eksempel is, koldskål, kødpålæg, romkugler, saft og sild.
Osteklokken er i øvrigt meget højt bedømt at sine kunder på facebook - her giver 51 kunder en samlet score på 5.0, hvilket er den højest mulige score på skalaen, der går fra 0 til 5.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.