Pølsemand fik problemer, da p-pladser forsvandt: Nu er der nyt i sagen

Der er nu fundet en løsning, så kunderne igen kan holde tæt på Pølseboden og få en hurtig hotdog - det er Henning Larsen glad for

Snart kan kunderne igen komme til at holde foran Henning Larsens Pølsebod - der etableres to midlertidige parkeringspladser, mens pladsen renoveres.  <i>Arkivfoto: Martél Andersen</i>

Snart kan kunderne igen komme til at holde foran Henning Larsens Pølsebod - der etableres to midlertidige parkeringspladser, mens pladsen renoveres.  Arkivfoto: Martél Andersen

BRØNDERSLEV:Pølsemand Henning Larsen i Pølseboden i Brønderslev har på det seneste været mere eller mindre omringet af vejarbejde på Banegårdspladsen, hvor p-pladser blev afløst af en byggeplads, og han har været træt af, at kunderne ikke kunne finde parkeringspladser - det har kostet på omsætningen.

Men nu er der fundet en løsning:

- Vi har arbejdet med at finde en løsning, der kan afhjælpe nogle af de gener, Henning oplever ved, at kunderne ikke rigtig kan komme til at holde dernede. Der har vi fundet en løsning, som indebærer, at der bliver lavet to midlertidige parkeringspladser i Ny Banegårdsgade, fortæller formand for teknik- og miljøudvalget i Brønderslev Kommune, Peter Stecher.

Henning Larsen oplever, at kunderne ikke kan komme til at parkere pga. vejarbejde - men nu er der fundet en løsning. <i>Arkivfoto: Martél Andersen</i>

Henning Larsen oplever, at kunderne ikke kan komme til at parkere pga. vejarbejde - men nu er der fundet en løsning. Arkivfoto: Martél Andersen

Henning Larsen havde selv foreslået den løsning - men havde dog ønsket tre pladser. Det er der bare ikke plads til.

- Det er det muliges kunst. Der skal være en vis afstand til krydset Bredgade/Algade og en vis afstand til indkørslen til busholdepladserne. Det bliver et område der i mellem. Det skal godkendes af politimyndigheden, og de har arbejdet hurtigt og har allerede godkendt det. Jeg er glad for, at vi kan afhjælpe de gener, der er, siger Peter Stecher.

Nu kan Vej og Park gå i gang med det praktiske med at stribe de ny parkeringspladser - det vil ske så hurtigt som muligt, oplyser Peter Stecher.

Pølsemand: Det er super

I Pølseboden er Henning Larsen glad for udsigten til en løsning.

- Det er super, siger han.

Han ser frem til, at kunderne igen kan holde tæt på Pølseboden. Han har tidligere udtalt, at folk ikke holder 300 meter væk for så at gå til Pølseboden. Med de nye pladser kan de holde lige ved siden af i stedet - og Henning Larsen tror på, at det vil få flere til at komme indenfor i stedet for at køre videre.

Henning Larsen er glad for at være pølsemand, hvilket han blev 1. december.  <i>Arkivfoto: Martél Andersen</i>

Henning Larsen er glad for at være pølsemand, hvilket han blev 1. december.  Arkivfoto: Martél Andersen

Han håber på, at det vil have en positiv effekt på omsætningen.

- Jeg tror, det bliver godt. Nu må vi jo se, men jeg tror, det bliver positivt, siger han.

De to nye parkeringspladser kommer til at være der indtil udgangen af september, hvor renoveringen af Banegårdspladsen ventes færdig, og det dermed bliver muligt at parkere på Banegårdspladsen igen. 

Renoveringsarbejdet handler om, at der bygges en ny bus-ø, hvor busserne kan holde rundt om, og hvor folk kan stå og vente i læ, samtidig med at der kommer elektronisk visning af køreplaner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.