Flere anmeldelser mod grillbar - nu er ejer sigtet
Efter adskillige anmeldelser har Nordjyllands Politi rejst sigtelser mod ejeren af Ædedolken

Ædedolken i Brønderslev lukkede og grillejer truer tidligere ansatte med erstatningskrav Brønderslev 25. november 2022. Foto: Bente Poder
Nordjyllands Politi har efter adskillige anmeldelser valgt at sigte ejeren af grillbaren Ædedolken i Brønderslev for nogle forhold i forbindelse med driften.
Politiet vil dog ikke oplyse præcist, hvad ejeren er blevet sigtet for.
- Vi har fået flere anmeldelser, og på den baggrund har vi valgt at sigte indehaveren af virksomheden. Det er sigtelser, der vedrører økonomiske forhold, fortæller politikommissær Peter Skovbak.
Efter at ejeren i sidste uge lukkede grillbaren har Nordjyske afdækket, hvordan adskillige kunder har fået trukket ekstra penge på deres konti i forbindelse med, at de i stedet skulle have haft penge tilbage for bl.a. depositum for varmekasser, som var blevet brugt til at levere maden i.
Kunder har også oplyst, at ejeren direkte ringede og opfordrede dem til at komme ned og få penge tilbage for det mad, som var blevet forudbestilt, men som ikke kunne leveres, fordi grillbaren var på vej til at lukke.
- Jeg synes, det var meget venligt, at han ringede. Men i stedet for at få 1300 kroner tilbageført til min konto, hævede han yderligere 1300 kroner på min konto. Det er noget svineri, fortæller en kunde, Tommy Jensen.
En facebookgruppe for kunder, der føler sig snydt og bestjålet tæller nu cirka 40 medlemmer.
Tilbød at betale penge tilbage
Ædedolken aps. svarer i en mail til Nordjyske, at kunderne er blevet tilbudt at få pengene tilbage via en bankoverførsel:
"Virksomheden har været i dialog med de få kunder, der har rettet henvendelse, og derfor er der blevet lavet en bankoverførsel til de kunder", skriver Ædedolk Aps.
Det er ikke længere muligt at få direkte kontakt til ejeren, Marius Flytkjær.

Ædedolken i Brønderslev lukkede torsdag 24. november Foto: Bente Poder
Nordjyske har lavet en rundspørge blandt de kunder, der føler sig snydt, og spurgt om nogen har fået deres penge tilbage via bankoverførsel.
Flere svarer, at både politi og bank har rådet dem til ikke at udlevere flere oplysninger til ejeren af Ædedolken, og Nordjyske har ikke været i kontakt med kunder, som har fået deres penge tilbage.
Trusler på mail
Sagen handler også om unge ansatte, som føler sig behandlet dårligt og truet i en række mails, som ejeren har sendt til dem, efter de er stoppet. Her bliver de truet med sagsanlæg og politi, og ejeren gør dem opmærksom på, at han ved, hvor de bor.
Nordjyllands Politi afviser at kommentere på de anklager og anmeldelser, og det er foreløbig uvist, om han også er blevet sigtet for de forhold.
23-årige Simon Valdemar Hagerup var den sidste, der var på arbejde sammen med ejeren, inden grillbaren lukkede torsdag 24. november.
- Jeg vil have ham stoppet. Jeg har slet ikke fået løn for de to måneder, hvor jeg var ansat. Da jeg kom på arbejde den torsdag, fortalte han, at grillbaren skulle lukkes ned, fordi det ikke kunne køre rundt. Det undrede mig, for vi havde haft masser af kunder, fortæller Simon Valdemar Hagerup.

Simon Valdemar Hagerup var den sidste, der var på arbejde på grillbaren torsdag 24. november privatfoto
Var du med til at trække penge fra kundernes konti?
- Nej, ikke der til sidst, men jeg har tidligere prøvet at betale penge tilbage til kunder, og dengang var der ingen, som brokkede sig over, at de ikke fik dem. Men jeg havde ikke så meget med ekspeditionerne at gøre, fortæller Simon Valdemar Hagerup.
Selskabet Ædedolk aps. er stadig aktivt, men fagforeningen 3F har varslet en konkursbegæring på baggrund af et samlet lønkrav på cirka 100.000 kroner.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.