Presset af restriktioner: Trængte forældre ønsker flere svar om pasning og undervisning
Bekymrede forældre i telefonkø for at få svar om pasning og undervisning
BRØNDERSLEV: Restriktioner i syv nordjyske kommuner giver anledning til mange spørgsmål fra forældre, der søger en måde at få hverdagen til at fungere på, efter det ikke længere er muligt at få passet eller undervist børn og unge, hvis de skal krydse en kommunegrænse.
Også i Brønderslev Kommune kimer telefonerne med pressede forældre i røret, og forvaltningen arbejder på højtryk for at finde svar på alle spørgsmålene.
Helt generelt er meldingen nu, at børn og unge, der normalt må krydse kommunegrænsen for at komme i pasning eller skole, ikke kan komme i dagpleje, vuggestue, børnehave eller skole, oplyser forvaltningen. Kun de børn, der går i specialklasse eller har et såkaldt §32 tilbud, f.eks. Himmelblå i Dronninglund, må krydse kommunegrænsen.
- Vi skal beklage, at der tidligere er kommet andre oplysninger. Men det er nu blevet præciseret af ministeriet, at det er sådan det er, hvis restriktionerne for at beskytte vores fælles sundhed skal have den ønskede virkning, siger Carsten Otte, chef for skoler og dagtilbud.
Restriktionerne er omfattende og klemmer især børn med forældre, der er skilt.
- Vi ved godt, det kan give udfordringer i forhold til børn, hvor forældrene er skilt. Men reglen om ikke at krydse kommunegrænsen gælder for alle børn, oplyser skolechefen.
- Jeg forstår godt forældrene, men jeg ved simpelthen ikke lige nu, hvad vi kan gøre for at hjælpe. Vi gør alt for at undersøge mulighederne. Jeg er lige nu på vej til møde for at drøfte mulighederne. Men på nuværende tidspunkt har vi ikke oplysninger om alternative pasningsformer. Derfor skal man som udgangspunkt selv finde alternative pasningsmuligheder, fortæller Carsten Otte.
- For skoleelever vil skolen hurtigst muligt etablere nødundervisning. Det vil typisk være opgaver, der vil blive sendt eller undervisning ved hjælp af video, siger Carsten Otte.
- Det er med stor hast, vi skal imødekomme de nye restriktioner - og vi gør vores allerbedste. Er der spørgsmål til pasning og skole, skal de rettes til barnets skole eller dagtilbud, oplyser Carsten Otte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.