Rollinger spreder livsglæde: - I dag skal vi hen til dem med rynker

Plejehjem og børnehave er enige om, at børnene og de ældre skal mødes mindst en gang om måneden

- De er herlige, sådan nogen, slog Birthe Simonsen fast, da hun mødtes med Nova (i midten) og Eva fra Børnehaven Kornumgaard. Foto: Lars Høj

- De er herlige, sådan nogen, slog Birthe Simonsen fast, da hun mødtes med Nova (i midten) og Eva fra Børnehaven Kornumgaard. Foto: Lars Høj

BRØNDERSLEV:- Jeg hedder Signe og min lillebror hedder Lasse og Karl.

Sådan introducerede Signe sig for Birthe, som hun forleden mødte for første gang på Plejehjemmet Kornumgaard, og der var fin kontakt mellem de to, selv om Signe er fem år og Birthe er en hel del ældre.

De to befinder sig i hver sin ende af livet, men det gjorde ikke noget. De snakkede fint om stort og småt, og hvor Birthe helt tydeligt fik glade lys i øjnene ved snakken, ja, så havde Signe det noget så fint med en-til-en kontakt med en voksen med god tid til at lytte.

Egentlig kunne hun ikke rigtigt se noget, Ditte Møller, som er tidligere frisør - men håndværket sad stadig i hænderne, og derfor gik det fint med at lave en fletning på 5-årige Signe. Foto: Lars Høj

Egentlig kunne hun ikke rigtigt se noget, Ditte Møller, som er tidligere frisør - men håndværket sad stadig i hænderne, og derfor gik det fint med at lave en fletning på 5-årige Signe. Foto: Lars Høj

- De skal have noget livsglæde, skal de

Signe var en del af en børneflok på 30 børn fra Børnehaven Kornumgårdsvej. De var på besøg hos godt 15 beboere fra Plejehjemmet Kornumgaard for første gang som et startskud på et formelt samarbejde mellem de to institutioner.

Fremover skal børnene og de ældre mødes regelmæssigt for at snakke, drikke lidt saft, lege og spise sammen. Og for at knytte bånd på tværs af generationerne.

- Det er noget, vi har tænkt over i lang tid, men nu har vi fået en formel aftale om at vi mødes , siger pædagog Liane Løth.

Planen er, at det er de samme børn, der skal afsted til plejehjemmet hver gang, nemlig dem, der skal i skole efter sommerferien. Her skal de så vidt muligt møde de samme beboere hver gang og de har besøgt både en kirkegård og en præst som optakt - for at forberede dem på, at man som gammel både kan blive syg og endda dø lige pludselig.

Man kan hygge på mange måder, og Ditte Møller og 5-årige Signe behøvede ikke mange ord. Foto: Lars Høj

Man kan hygge på mange måder, og Ditte Møller og 5-årige Signe behøvede ikke mange ord. Foto: Lars Høj

- Men ellers handler det om, at begge generationer skal få noget livsglæde ud af besøgene. Det skal ikke være sådan noget opsat noget, det skal være hyggeligt, siger sygehjælper Ellen Jensen fra Plejehjemmet Kornumgaard.

Efter tre kvarter brusede børnene over

De første tre kvarter af besøget på plejehjemmet var de 30 børn meget, meget velopdragne. De sad stille ved bordene sammen med beboerne, konserverede høfligt og var lidt betuttede - mens de ældre helt tydeligt nød samværet og fik små tidlige julelys i øjnene.

Pludselig, nærmest som at trykke på en knap, brusede det over. Et par drenge måtte pludselig ud og løbe en lille tur på gulvet, og på få tiendedele af et sekund, var alle børnene i fuld og fri leg.

Svend Erik Larsen inviterede 30 børn ind i sin lille lejlighed. Her fik de lov til at snuse til hans pibetobak, pille ved den gamle telefon og beundre hans seng, der kunne hæves både her og der. Foto: Lars Høj

Det ændrede støjniveauet fra stille til overvældende, men det slukkede ikke lysene i de ældres øjne - tværtimod. Og da børnene havde fået lov at bruse af, kaldte en af pædagogerne til flokken, som rettede ind og blev stille i løbet af et par sekunder og igen var i stand til at hygge sig stille og roligt sammen med de ældre.

- Hvad tror I Svend Erik bruger den her til?

Da fællessamlingen mellem børn og grandvoksne var forbi, gik turen til Svend Erik Jensens lejlighed. Her kunne børnene se, hvordan man kunne bo, når man når den sidste del af livet - og de fik snuset til hans pibetobak (som lugtede godt, forlød det i flokken), trykket på hans gamle fastnettelefon og konstateret, at han ikke havde noget fjernsyn.

På vejen tilbage til børnehaven passerede børnene madvognen, som blev både beundret og duftet til, for det var madtid på plejehjemmet og de små maver rumlede.. Louise Møller Østergaard styrede både vogn og børn, mens pædagog Liane Løth havde overblikket i baggrunden. Foto: Lars Høj

Selv nød Svend Erik besøget. Han er gået gennem livet uden kone og børn, så 30 gange børn på besøg var lige hans kop the.

Og så var det første besøg på plejehjemmet forbi. Børnene returnerede til børnehaven, en oplevelse rigere og med en viden om, at de igen skulle besøge Birthe, Svend Erik, Ditte og hvem de ellers fik snakket med. Og de ældre - ja, deres øjnene lyste stadig, da børnene for længst havde sagt farvel og på gensyn.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.