Engang var han i skolepraktik her - nu har Martin købt virksomheden
Martin Nielsen er begejstret for træ og ser frem til at lære mere om bordplader
Opdateret kl. 15:25
BRØNDERSLEV: Tømrer Martin Nielsen har altid haft et godt øje til Tømrer- og Snedkerfirmaet Lars Jensen i Brønderslev. Han har altid kunnet lide det store værksted, som ligger i Brønderslevs industrikvarter på Skjoldborgsgade. Og nu er det blevet til virkelighed - Martin Nielsen har købt virksomheden.
- Jeg har været i skolepraktik her i 8. klasse. Jeg tror, jeg har været her i to perioder, husker Martin Nielsen, der oplevede, at der var en særlig ånd, når man trådte ind på tømrerværkstedet.
- Her får man virkelig smag for, hvad træ er, og det er en niche med bordplader, fortæller Martin Nielsen.
Bordplader fylder en hel del på værkstedet - det er specialiserede opgaver, hvor de fx kan lave bordplader efter meget nøjagtige mål, der passer til et gammelt hus med skæve vægge.
De er også i gang med en kæmpe bordplade, som har et specielt udseende, hvor man kan se træets form i stedet for, at alt er helt lige.
Det er noget, Lars Jensen har specialiseret sig i over årene, og det skal han nu give videre til den nye ejer.
- Jeg skal blive ved at hjælpe på værkstedet et år og lære ham op i bordplader, fortæller Lars Jensen.
Det med bordpladerne er virkelig noget, der fanger Martin Nielsens interesse. Han lyser helt op, når han står ved en kæmpe stykke af træ, som er på værkstedet for at blive omformet til en bordplade.
- Det er et helt andet stykke tømrerarbejde end at banke lægter op på et tag, mener Martin Nielsen.
- Det er en anden måde at være tømrer på - det kræver tålmodighed. Det kan jeg virkelig godt lide.
Og han vil gerne gøre endnu mere i bordplader i fremtiden.
- Vi vil gerne have det til at udvikle sig. Der er ikke så mange andre, der kan det her, fortæller han.
Martin Nielsen har hidtil haft virksomheden MN Byg, som har lavet mange mindre tømreropgaver og også nogle huse.
I den forbindelsen har han ind i mellem været på Lars Jensens værksted for at få lavet nogle ting, så de har haft kontakt, og Martin Nielsen har også dengang tænkt tanken om, at værkstedet mon en dag kunne blive hans.
- Jeg har altid gerne villet have det. Jeg vil rigtigt gerne have et værksted tæt på byen, fortæller Martin Nielsen.
Tømrerfaget er forskelligt
Det var i 1974, at Lars Jensen grundlagde virksomheden. Det skete i lokaler på hans forældres nedlagte landbrug i Manna.
- Man begyndte bare. Jeg tænkte ikke over, at jeg skulle være selvstændig. Så fik jeg en lærling og en svend, og så blev det ved opad hele tiden, husker Lars Jensen.
Det var forskelligt tømrerarbejde, også huse, og så kom bordpladerne til at fylde en god del.
Lars Jensen er nu oppe på omkring et halvt hundrede år i tømrerfaget, og det kan han lide af flere grunde.
- Det er ene forskellige ting, vi går og laver hele tiden. Det er dejligt at stå op til, fortæller Lars Jensen, der også gennem årene har lært mange op - 42 lærlinge er det blevet til.
Der ligger en beboelse sammen med værkstedet, og her har Lars Jensen boet - nu er de flyttet i sommerhus i Blokhus, og Martin Nielsen er rykket ind i huset.
Lars Jensen har derfor nu et projekt, han skal i gang med.
- Vi skal til at bygget et nyt hus i Brønderslev. Vi kunne godt blive boende i sommerhuset, men vi vil tilbage til Brønderslev, ingen tvivl om det, slår Lars Jensen fast.
- Det er lige mig
Med salget nåede Lars Jensen at have sin virksomhed i 48 år. Martin Nielsen kan også godt se for sig at have firmaet i lang tid.
- Vi tager lige så lang tid, hvis der ikke er noget, der stopper os, vi bliver bare ved. Det vil blive drevet videre i samme ånd, og så skal det gerne vokse lidt, fortæller Martin Nielsen, der er begejstret for, at det er lykkedes at overtage firmaet.
- Det er super fedt. Det er det bedste længe. Jeg er virkelig glad for det.
Han ser også frem til at komme til at bo lige ved værkstedet.
- Det med, at man kan løbe herhen hver aften og have børnene med, det er lige mig, smiler han.
Fredag 9. september bliver der en markering af virksomhedsoverdragelsen, og det foregår på værkstedet.
Her er planen, at en ny, hjemmelavet træbordplade skal være klar til at servere noget for gæsterne på.
Martin Nielsen gamle firma, MN Byg, bliver lagt sammen med det nye, og der er i alt seks medarbejdere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.