Fritid

- Skal vi åbne den her legeplads?

Fredag formiddag blev Jerslev Multipark indviet - efter fem års arbejde med planlægning og masser af fondsansøgninger. Nu har Jerslev et aktivitetsområde med noget for alle aldre, som de færreste byer kan matche.

Der var glæde hos de små 200 børn, som fredag formiddag var med til at indvi Jerslev Multipark - især fordi de skulle tage en helt ny legeplads i brug.Foto: Henrik Louis
Der var glæde hos de små 200 børn, som fredag formiddag var med til at indvi Jerslev Multipark - især fordi de skulle tage en helt ny legeplads i brug.Foto: Henrik Louis

JERSLEV: - Har I glædet jer, råbte Marianne Gade til de godt 200 børn, der var mødt op for at indvi Jerslev Multipark og især den seneste nyskabelse, en legeplads til tre mio. kr. Og fik præcist det svar, hun havde håbet på.

- Jaaaaaa, lød børnebrølet.

- Skal vi åbne den her legeplads, lød det næste spørgsmål, som fik det samme, højtråbende svar.

Og så hjalp børnehavebørnene, dem fra fritidsordningen og dagplejen med at løfte hegnet omkring legepladsen væk, så de kunne komme til de spritnye legeredskaber.

Indtagelsen af pladsen gav mindelser om hvordan ungdommen løber stormløb på de bedste teltpladser, når årets Roskilde Festival skydes i gang - for løbet blev der fredag formiddag i Jerslev. Og leget på de nye redskaber, hvor der er noget for de helt små, de lidt større, de noget større og dem, der er fysiske udfordringer. Og et et underlag, som man ikke så nemt slår sig på, når man falder, som man jo gør en gang i mellem, når man leger vildt og inderligt.

Sidste etape ... næsten

Det er fem år siden de første tanker om Jerslev Multipark blev tænkt.

I dag kan initiativtagerne, Marianne Gade, Mona Thomsen og Erik Krabbe, se tilbage på fem travle år, hvor tiden er gået med at idéudvikle, søge fonde og med at få ideerne omsat til virkelighed med god hjælp fra personalet på skolen, børnehaven, plejehjemmet, idrætsforeningen og hvem der ellers har haft interesse i multiparken.

Samlet set har parken kostet små 10 mio. kr. For de penge har Jerslev bl.a. fået landets største udendørs klasseværelse, landets højeste legetårn på en spritny offentlig legeplads, en parkourbane, fodboldbaner, udendørs træningsfaciliteter til ældre, skaterområde og et stisystem, der forbinder multiparken med selve Jerslev.

Ingen troede på ideen

I dag står Jerslev Multipark næsten færdig og strutter af selvtillid i en størrelsesorden, der er en langt større by værdig ... og der var da heller ikke mange, som troede på ideen, da Erik Krabbe i de første år ringede til forskellige håndværkere for at få tilbud på drømmene.

- Vi fik simpelthen ingen priser fra dem. De troede ikke på ideen, og gad ikke bruge tid på at regne et tilbud sammen, siger han.

Men gode fonde over hele landet troede på ideen - hvor Erik Krabbe særligt vil fremhæve den lokale SparV Fonden, som troede på ideen om Jerlev Multipark helt fra begyndelsen.

Færdig ... men ikke helt

Fredag formiddag var det børnene i Jerslev, der indviede multiparken og den nye legeplads, mens det var byens voksne, der samledes om indvielsen fredag eftermiddag.

Borgmester Mikael Klitgaard, Chris MacDonald og andre var på talerstolen for at rose parken i en stemning, hvor man i Jerslev var aldeles tilfreds med den nye park ... som ikke er helt færdig.

- Vi mangler nogle små hytter hist og her, et halvtag, en knallerthytte og så har vi gang i en skibakke med en belægning der gør, at man kan kælke og stå på ski hele året, siger Erik Krabbe om de kommende planer,.

Men dem var der nu ikke meget fokus på fredag, hvor det alene var glæden over at kunne indvi en legeplads til tre mio. kr. som en solid prik over det I, som de andre ting i multiparken består af.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden