Coronavirus

Smitteekspert efter Kandis-fest: Julefrokoster er ikke sikre

Mange smittede efter Kandisfest i Poulstrup - i aften går det løs i Dronninglund

Overlæge Michael Dalager-Pedersen. Arkivfoto: Claus Søndberg

Overlæge Michael Dalager-Pedersen. Arkivfoto: Claus Søndberg

DRONNINGLUND:Det er ikke ulovligt.

Så er den egentlig ikke længere.

Men stadig flere synes på den anden side heller ikke, det er fornuftigt; at afvikle store julefrokoster med mange hundrede deltagere på et tidspunkt, hvor Covid-19 igen er blevet en samfundskritisk sygdom, og hvor de daglige smittetal i Danmark flere gange den seneste uge har ligget over 4000 om dagen.

For en uge siden spredte smitten sig blandt 800 feststemte julefrokostgæster til en Kandisfest i Poulstrup. Mindst 16 festdeltagere er siden blevet testet positive for coronavirus, selv om arrangørerne med egne ord gjorde alt for at holde coronasmitten udenfor.

Men uanset hvor mange anstrengelser arrangørerne af julefrokoster med mange hundrede deltagere gør sig, er det en umulig kamp at gardere sig mod smittespredning.

Det fastslår Michael Dalager-Pedersen, ledende overlæge ved infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital.

- Nej, det kan man ikke. Og i indendørs haller, hvor man sidder tæt, og hvor der bliver danset og sunget, så er risikoen alt andet lige det større. Man kan ikke skabe et sikkert sted, fastslår Michael Dalager-Pedersen.

Der holdes i denne tid masser af store julefester i sportshaller rundt om i det nordjyske. Ifølge en overlæge i infektionsmedicin er det umuligt at sikre festerne mod smitte. Arkivfoto: Martin Damgård

Der holdes i denne tid masser af store julefester i sportshaller rundt om i det nordjyske. Ifølge en overlæge i infektionsmedicin er det umuligt at sikre festerne mod smitte. Arkivfoto: Martin Damgård

Sådan ser Lotte Jæger fra Agersted ved Dronninglund også på det. Sammen med sin mand, deres tre børn og en svigerdatter købte hun tilbage i oktober seks af de 600 billetter til julefesten lørdag aften i Dronninglund Hallerne, som den lokale idrætsforenings fodboldafdeling står bag.

De så alle seks frem til en festlig aften med stand-up komikeren Jonas Mogensen, buffet fra Meny og bar med andet og meget mere end håndsprit.

Nu frygter Lotte Jæger i stedet, at festen får samme efterspil som Kandisfesten i Poulstrup, og hun har ikke længere lyst til at slå sig løs ved årets julefest i Dronninglund Hallen, som finder sted lørdag aften.

Derfor har hun i flere dage forsøgt at sælge tre af billetterne. Men solgt er de ikke.

- Og jeg tror ikke, det bliver let, konstaterer Lotte Jæger, der har sin helt klare mening om, hvad arrangørerne burde have gjort

- Jeg synes, de burde have aflyst, siger hun.

Det kommer ikke til at ske.

Det oplyser Flemming Kvist, der er formand for Dronninglund IF's fodboldafdeling.

- Vi forsøger at gøre det så coronavenligt som muligt, understreger han og tilføjer:

- Hvis man ikke er tryg, så skal man ikke komme. For det er klart - risikoen er der, siger Flemming Kvist.

Det bekræfter overlæge Michael Dalager-Pedersen.

- Der er ingen tvivl om, at sådanne begivenheder vil være arnested til smitteudbrud og supersprednings-begivenheder. Og havde du spurgt mig for et år siden, havde jeg helt klart sagt, at sådan en fest var en rigtig dårlig idé. Men vi er et sted nu, hvor vi lever med en vis risiko for, at sådan noget sker. Men er man ikke vaccineret, eller det er længe siden, man har fået sin anden vaccinedosis, skal man bestemt tænke sig om, før man tager med til sådan en begivenhed, siger han.

Arrangørerne i Dronninglund kræver blandt andet gyldigt coronapas af alle festdeltagere og opfordrer samtidig alle til at møde op med en frisk test, før de bliver lukket ind.

Men ifølge overlægen er det altså ikke nok til at sikre en fest uden smitterisiko.

Ledende overlæge Michael Dalager-Pedersen, Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. Arkivfoto: Claus Søndberg

Ledende overlæge Michael Dalager-Pedersen, Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. Arkivfoto: Claus Søndberg

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden