Fartkontrol

Snuppet med 151 km/t ved vejarbejde: Alt for mange kørte for hurtigt på motorvej

Politiet løfter pegefingeren overfor bilister, der kører alt for hurtigt forbi vejarbejde på motorvejen

BRØNDERSLEV:Der blev uddelt masser af klip og betinget frakendelse af kørekortet, da Nordjyllands Politi torsdag i sidste uge lavede fartkontrol ved vejarbejdet på motorvej E39 ved Rasteplads Vildmosen.

13 bilister blev sigtet for at køre med så høj en hastighed, at det udløser en betinget frakendelse af førerretten, mens seks bilister fik et klip i kørekortet.

Den højeste hastighed der blev målt var 151 km/t - og det er vel at mærke på en strækning med en hastighedsbegrænsning på 80 km/t på grund af vejarbejdet.

Det oplyser lederen af politikredsens operative færdselsafdeling, politikommissær Thomas Ottesen i en pressemeddelelse.

Og antallet af hastighedssager får nu politikommissæren til at løfte pegefingeren.

- Det er uansvarligt at køre for stærkt på en strækning med vejarbejde, hvor vejforholdene ikke er ordnede som følge af netop vejarbejdet. Jeg vil gerne opfordre alle trafikanter til, at man udviser særlig hensyn på sådanne strækninger, hvor personale jo også kan opholde sig, fordi de passer deres arbejde, siger Thomas Ottesen, der understreger, at det er vigtigt, at man hele tiden er opmærksom på skiltningen.

Vejarbejde betyder i øvrigt, at reglerne skærpes, og det vil sige, at en overskridelse af fartgrænsen på over 40 procent, i denne aktuelle kontrol svarede det til en fart på 112 km/t, udløser en betinget frakendelse.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.