Solouheld på frakørsel - men føreren var pist væk
Lastbilchauffør så fører få et lift af en anden bil - kammerat kørte den forulykkede på skadestuen
Opdateret 22. juni 2021 kl. 12:03
Opdateret den 22. juni klokken 09.42 med nye oplysninger om føreren af bilen.
FLAUENSKJOLD: Mandag aften klokken 20.19 kom der melding om et temmelig mystisk trafikuheld på motorvej E45.
Det var nærmere bestemt på frakørslen ved Flauenskjold, Vendsyssel, i det sydgående spor.
Ifølge Vejdirektoratet var frakørslen spærret en periode frem til cirka klokken 21.15.
Det mystiske ligger i, at føreren af den forulykkede bil var pist væk.
- Der var tale om et solouheld på frakørslen, hvor en bil af ukendte årsager havnede på taget i noget buskads. En lastbilchauffør har så fortalt, at føreren blev samlet op af en anden bil. Det kunne tyde på, at han har dårlig samvittighed, siger vagtchef Henrik Beck fra Nordjyllands Politi.
Senere viste det sig dog, at føreren af bilen selv havde ringet efter en kammerat, der samlede ham op og kørte ham på skadestuen for at blive tjekket. Det oplyser vagtchef Jesper Sørensen, Nordjyllands Politi, tirsdag til Nordjyske.
- Både føreren af bilen og hans kammerat vil blive afhørt i sagen, og så skal der så tages stilling til, om færdselsloven er blevet brudt, og de eventuelt skal sigtes, siger Jesper Sørensen.
Der blev sendt to politipatruljer og indsatsleder til stedet mandag aften, og beredskabet blev også tilkaldt. Det skyldes, at der i første omgang kom melding om, at en person skulle sidde fastklemt. Men han havde altså været i stand til at gå fra stedet. Således blev der heller ikke brug for en tilkaldt ambulance.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.