Verdensklasse-pianist besøger landsby i Vendsyssel
Mogens Dalsgaard gæster Jernstøberiet
Opdateret 09. august 2022 kl. 15:31
ASAA: Torsdag den 18. august får Jernstøberiet besøg af Mogens Dalsgaard, som vil underholde med en flygelkoncert.
Der er rigtig godt gang i billetsalget og arrangementet er endnu en markering af, hvad Jernstøberiet kan bruges til.
- Vi er så heldige at Mogens Dalsgaard har sagt ja til at give en rigtig flygelkoncert i Jernstøberiet og vi glæder os rigtig meget til denne oplevelse, lyder det i en pressemeddelelse fra Villy Mortensen, der er formand for fonden "Jernstøberiet Asaa - Vores Kulturfabrik"
Født i Asaa
Pianisten Mogens Dalsgaard er født i inspektørboligen på Asaa Skole, han tilhører eliten af pianister og har et bemærkelsesværdigt virke i såvel Danmark som i udlandet.
Mogens Dalsgaard er uddannet på musikkonservatorierne i Aalborg og København, og debuterede under stor opmærksomhed i København i 1964, men havde da - allerede som 17-årig - for længst optrådt i Griegs og Mendelsohns klaverkoncerter, som solist i Aalborg Symfoniorkester samt Danmarks Radio.
Mogens Dalsgaard har medvirket i flere film, og han har indspillet en lang række CD'er og LP'er. Han optræder ofte som akkompagnatør for nogle af landets bedste sangere.
- Så kom endelig og oplev Mogens Dalsgaards flygelkoncert, som er i verdensklasse og lyt til hans oplysende og ofte underfundige, humoristiske måde, hvorpå han præsenterer koncertstykkerne, siger Villy Mortensen.
Billetter kan blandt andet købes hos Spar i Asaa og i Jernstøberiets åbningstid fra kl. 12.00 til 16.00, mandag er der dog lukket. Billetprisen er 150 kroner, men for de som har en folkeaktie i Jernstøberiet er prisen kun 100 kroner for husstandens medlemmer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.