Brønderslev

Vinhøsten blev den værste nogensinde - 1000 flasker mistet

Jan og Gitte Lunde oplever udfordringer med at dyrke økologisk vin i Danmark - men det blev alligevel til omkring 1500 flasker vin

Jan Lunde med nogle af de druer, der blev høstet på den fælles høstdag.
Jan Lunde med nogle af de druer, der blev høstet på den fælles høstdag. Foto: Mette Møller

Opdateret kl. 16:46

BRØNDERSLEV: Humøret var godt, da Jan og Gitte Lunde på Nygårdsminde Vingård i Brønderslev havde samlet familie og venner til årets høst. Vingården har et netværk af frivillige tilknyttet, som er med til at høste - nogle kommer helt fra Norge.

Men forud er gået et træls tilløb, hvor hele 40 pct. af årets høst svarende til cirka 1000 flasker vin er gået i vasken.

En del af vinplanterne er i år blevet ødelagt og er blevet kasseret.

- Det er sygdom - meldug. Det er noget, der er i jorden og selve planten. Druen udvikler sig indeni, men skallen kan ikke følge med, og så revner skallen, forklarer Jan Lunde.

Sådan ser de syge druer ud. Foto: Mette Møller

Nygårdsminde Vingård er økologisk, og de kan derfor ikke bare sprøjte planterne.

- Nu arbejder vi med et økologisk middel, som kan bruges i rødderne, fortæller Jan Lunde.

Jan Lunde må i år konstatere, at en stor del af årets druer er blevet kasseret på grund af meldug. Foto: Mette Møller

Det kan måske gøre en forskel for høsten næste år.

- Men det er en udfordring at lave økologisk vin i Danmark, fortæller Jan Lunde.

Nygårdsminde Vingård har i år haft problemer med meldug. Foto: Mette Møller

Det har været træls for Jan og Gitte Lunde at måtte gå og klippe syge druer ned og se en stor del af årets vinhøst gå i vasken.

- Jeg har været med til at klippe, og når man står med det, tænker man, at det kan ikke være rigtigt, fortæller Gitte Lunde.

Men det kunne det altså for en stor del af planternes vedkommende i år.

Gitte og Jan Lunde deler en stor interesse for vin. Foto: Mette Møller

- Vi er over en vinstok syv-otte gange om året, så det er bare ærgerligt. Men vi holder fast i, at vi vil være økologer, siger Gitte Lunde.

- Det er det værste år endnu, konstaterer Jan Lunde, der dog er glad for, at de stadig får cirka 1500 flasker vin ud af årets høst.

- Vi går hele tiden efter kvalitet, ikke mængden, siger han.

Et omfattende sorteringsarbejde er en del af høstdagen. Foto: Mette Møller

Også Gitte Lunde betegner høstdagen som en glædelig dag, og hun nyder at samle familien og vinvennerne om deres fælles interesse.

- Det er en tilfredsstillelse , at det kan lykkes med økologisk vin, og jeg synes, der er et potentiale i Danmark som vinland, siger Gitte Lunde.

Lise Jensen er en af de frivillige, der nyder at være med til at høste på vingården. Hun synes, det er en spændende dag at være med til. Foto: Mette Møller

Nygårdminde laver rødvin af de bedste druer, så høstdagen bød også på et omfattende sorteringsarbejde. De laver også rosé og portvin. 

Gitte Lundes forældre, Hans Erik og Christa Hansen, er med i sorteringsarbejdet. Foto: Mette Møller

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden