Voldsom brand - et rækkehus er helt udbrændt
Beredskabet måtte sende ekstra mandskab til branden i Brønderslev
Opdateret kl. 18:14
Opdateret med informationer fra Nordjyllands Beredskab klokken 17.28.
BRØNDERSLEV: Nordjyllands Beredskab kørte torsdag klokken 14.28 til brand på Ådalen i Brønderslev.
Branden startede i et rækkehus og spredte sig til nabohuet. Der var ingen fare for beboerne, og alle naboerne er ude af husene.
Der var ingen hjemme i det hus, hvor branden startede, så brandårsagen er ukendt endnu, det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Jess Falberg.
- Vi spærrer af deroppe, og så undersøger vi brandårsagen formenligt i morgen, siger Jess Falberg.
Indsatsleder ved Nordjyllands beredskab Jakob Schmidt fortæller, at huset, hvor branden opstod, er udbrændt, og at de er i gang med efterslukningen, som formenligt vil tage et par timer endnu.
Ilden i det andet hus er slukket, og det har fået nogle sod- og brandskader.
- Teorien er, at branden spredte sig i noget tjærepaptag, men det er svært at sige præcis, hvorfor den spredte sig sådan, siger Jakob Schmidt.
På grund af kraftig røg har et hus overfor også fået nogle røgskader.