Voldsom brand: Ubeboet hus ødelagt
Møblementet i stuen i ubeboet hus totalt udbrændt
MANNA: Et ubeboet hus i Manna blev sent tirsdag eftermiddag ødelagt af en brand.
Branden er tilsyneladende opstået i stuen, for indsatsleder Jesper Ludvigsen fra Nordjyllands Beredskab oplyser, at møblementet bestående af sofa, bord og stole i stuen var brændt helt op.
Indsatslederen havde yderligere otte mand med sig i udrykningen til Bredningen 85 i Manna.
Alarmen lød klokken 18.43, og det tog de ni brandmænd godt en times arbejde at få ilden slukket.
- Vi kan ikke lige umiddelbart finde årsagen til ildens opståen, så vi kommer til at lave en brandteknisk undersøgelse. Det kommer nok til at ske i morgen, fortæller vagtchef Torben Larsen, Nordjyllands Politi.
Da huset som nævnt var ubeboet, så var ingen mennesker i fare ved branden.