Bronze i skoleskak
Jetsmark Centralskole fik bronze i A-rækken ved de danske mesterskaber i skoleskak på Gislinge Skole på Sjælland.
Jetsmark opnåede 9,5 point på tredjepladsen. Nr. Aaby Skole blev dansk mester med 16 point, mens Tilst Skole tog sølvet med 15,5 point. - Bronze er et fint resultat, som vi kan være godt tilfredse med, siger Bjarne Søndergaard fra Jetsmark Skoleskak. - Vi spillede uafgjort mod Tilst, som fik sølv, men havde ingen chance for at true vinderholdet, siger Bjarne Søndergaard og tilføjer, at Jetsmark stillede med et ungt hold. Bronzeholdet bestod af Christian Levisen, Jeppe Kærsig, Mikkel B. Iversen og Simon Levisen. Jetsmark havde også et hold med i C-rækken, hvor det blev til en fjerdeplads med 24 point, fire point efter bronzepladsen. Her blev Sct. Michael Skole vinder. Jetsmarks hold bestod af Pernille Højer, Kristine Sten, Benjamin Kronborg, Hannah Niaama, Lykke Chellaoui og Shanne Jakobsen. - Vi var meget spændte på hvordan holdet, som består af næsten udelukkende piger, ville klare sig. Men de klarede sig imponerende flot, siger Bjarne Søndergaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.