Brug penge til at sikre politikere fra det virkelige arbejdsliv
Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:04
Af Hugo Andersen, Nygade 7, 9830 Tårs
POLITIKERE: Jeg har ikke noget mod politikere alene pga. hvad de ellers laver/har lavet. Men man bruger en masse penge til at forgylde disse mennesker: Orlov, rejser, særlige regler ved sygdom osv. Langt fra det, den almindelige lønmodtager oplever. Og her taler vi alle politikere, ikke kun folketingspolitikere. Kig på Hjørring Kommune. Her er mange politikere, der har min respekt. Men jeg savner mennesker fra det virkelige arbejdsliv. Folk, der har prøvet et langt og hårdt arbejdsliv på egen krop. Hvorfor er de ikke repræsenteret? Manglende interesse? Næppe. Dumhed? Nej. Men et erhvervsliv, der ikke tillader en arbejder at deltage i den slags. Ved det af egen erfaring.
Kunne man ikke hjælpe disse mennesker ved at give dem en løn, der kunne klare dagen og vejen, så de kunne deltage i de beslutninger, der i høj grad påvirker deres liv? I Hjørring Byråd finder jeg ikke mange af den slags arbejdere. At sidde på et kontor, fagforening eller lignende er ikke det samme som at være på en byggeplads.
Jeg vil ikke nedgøre disse mennesker, men savner en eller flere, der ved, hvad det f.eks. vil sige at knokle med en skovl gennem mange år, gør ved mennesker. Fra det private arbejdsmarked.
Men der er langt mellem snapsene i denne del af befolkningen, siges der.
Men disse mennesker møder blandt de etablerede politikere, en mur af bedrevidenhed.
Det er ikke fair.
Brug nu lidt af pengene, ikke bare til at forgylde jer selv, men til at hjælpe disse mennesker til orde. En folketingskarriere går også ad snirklede kanaler, hvor man helst skal have fulgt den linie, det pågældende parti har udstukket. Hvis du vil blande dig, møder du en mur af forhindringer. Det er forbeholdt inderkredsen. Det kalder jeg ”demokratur”. Og det afstedkommer politikerlede. Jeg vil opfordre alle, der er enige med mig, om at tilkendegive dette. Vi må have almindelige arbejdsomme mennesker på banen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.