Brugte falske recepter 24 gange
En 33-årig kvinde fik 24 gange udleveret ritalin på apoteker i Aalborg med falske recepter
AALBORG: En 33-årig kvinde fra Aalborg blev tirsdag formiddag idømt fem måneders betinget fængsel i Retten i Aalborg for at have brugt falske recepter hele 24 gange.
Kvinden fik udleveret ritalin, der er medicin mod ADHD, på forskellige apoteker i Aalborg-området i perioden juli 2010 - september 2012.
Købte selv falske recepter
Den 33-årige kvinde forklarede i retten, at hun selv havde købt de falske recepter. Hun ville ikke fortælle, hvem hun havde købt dem af, men kun at de var købt foran Café Parasollen på Boulevarden i Aalborg. Efterfølgende havde hun selv udfyldt dem, fortæller anklager Philip Pagter.
Kvinden forklarede yderligere, at hun hele livet har lidt af ADHD. Hvis hun skulle have en læge til at udskrive en recept på medicin, mente hun, det ville tage over to år. Derfor tog hun sagen i egen hånd.
Udover straffen skal kriminalforsorgen føre tilsyn med kvinden det næste år. Hun modtog dommen, oplyser Philip Pagter.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.