Samfundsøkonomi

Budgetforlig: Penge til børn, ældre og foreningsliv

Alle 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune står bag budgettet for 2018 - forlig sent fredag aften

Der bliver blandt andet tiflørt tre millioner kroner til ældreormådet - herunder plejecentrene i kommunen. Foto Henrik Louis
Der bliver blandt andet tiflørt tre millioner kroner til ældreormådet - herunder plejecentrene i kommunen. Foto Henrik Louis

Opdateret kl. 11:54

JAMMERBUGT: Alle 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen har den 8. september 2017 indgået en fælles samlet aftale om budgettet for 2018.

Bag budgetaftalen står således samtlige mandater fra Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Borgerlisten, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten samt Alternativet.

Hermed fortsættes traditionen for brede budgetforlig, som har kendetegnet budgetsamarbejdet i stort set alle årene. Det er et udtryk for en bred vilje til at samarbejde og stå sammen om den store fælles opgave med at sikre økonomisk stabilitet og politisk fællesskab om kommunens økonomiske udvikling.

Parterne er enige om, at udmøntning af budgettet sker i fællesskab.

Positiv baggrund

I budgetforliget, der kommer på en positiv baggrund - der er gang i en positiv udvikling i Jammerbugt Kommune, hvilket kommer til udtryk i en meget lav ledighed, en høj erhvervsfrekvens, vækst i antal arbejdspladser, vækst i turisterhvervet og flere overnatninger samt en positiv udvikling i fødselstallet og det samlede befolkningstal - er der således blevet plads til for eksempel " dækning af demografisk betingede merudgifter som følge af et stigende børnetal på dagtilbudsområdet", som det hedder i pressemeddelelsen om budgetforliget, der blev indgået sent fredag aften.

Med til styrkelsen af pasningen af de 0-6-årige er også, at der i 2018 etableres vuggestuepladser i Pandrup og Skovsgaard, og det mulighederne for at etablere vuggestue i Biersted skal undersøges.

Der er også blevet penge til den anden ende af aldersspektret - nemlig de ældre:

- Som en del af budgetaftale 2017 blev der tilført fire millioner kroner til plejecenterområdet. I Budget 2018 stiger budgettilførslen til syv millioner kroner. Derudover er der tilført tre millioner kroner fra værdighedspuljen. Budgettet anvendes til opnormering af plejepersonalet på plejecentrene i Jammerbugt Kommune, hedder det i pressemeddelelsen.

Millioner til anlæg

På anlægssiden er der blevet plads til fire millioner kroner i 2018 til renoveringer og tilbygninger, ligesom kommunalbestyrelsen har afsat en ramme på op til 10 millioner kroner til en renovering af Saltum Skole.

Der kommer også penge til forenings- og idrætslivet i kommunen. Der er således afsat en pulje til renovering og forbedring af haller, herunder Idrætscenter Jammerbugt i Fjerritslev. Desuden er der afsat et beløb til Brovst Speedwaycenter og lysanlæg på Jetsmark Stadion.

I alt er der anlægsaktiviteter for knap 70 millioner kroner i budgettet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden