Bundhold bed fra sig

Frederikshavn White Hawks hentede den ventede sejr over bundholdet Herlev, men det holdt hårdt

Anders Kjærgaard
Foto: Kim Dahl HansenKamp i Metal Ligaen i ishockey mellem Frederikshavn White Hawks og Herlev.
Frederikshavn White Hawks 14. januar 2018 17:09

ISHOCKEY: Herlev Eagles havde noget at revanchere i søndagens udekamp i Metalligaen mod White Hawks.

Sjællændernes seneste besøg i Frederikshavn var således endt med et nederlag på 1-12.

Undervejs i søndagens kamp så det da også lovende ud for Herlev, der førte 1-0 indtil midtvejs i anden periode.

Men til sidst vred hjemmeholdet dog en sejr på 2-1 ud af opgøret.

Herlev var godt med i en jævnbyrdig og målløs første periode, hvor høgene havde flest skud på mål, men hvor gæsterne var tættest på at score.

Blandt andet med et skud på stolpen og en helt åben chance foran mål, hvor White Hawks-målmand Christian Larsen måtte hive en stor redning ud af ærmet for at forhindre end scoring.

Der var plads til forbedring hos hjemmeholdet.

Den så ud til at komme i starten af anden periode, hvor høgene skabte - og brændte - et par store muligheder.

Men pludselig gik det galt i den anden ende. Frederik Bjerrum afsluttede en fin kontra på passende vis, og så var Herlev i front.

Målet gav ikke gæsterne momentum. Tværtimod begyndte de at lave opspilsfejl, ligesom det tekniske niveau faldt.

Det gav White Hawks en stribe chancer af forskellige størrelse.

Alle som en blev de brændt, indtil der omsider kom hul på bylden med godt ni minutter tilbage af perioden.

Målscorer var Kristian Jensen, der havde let ved at skubbe en retur fra Herlev-keeperen i mål.

I fortsættelsen blev hjemmeholdets chancer om muligt endnu større, men også Herlev skabte muligheder - blandt andet med endnu et stolpeskud.

Men det blev høgene, der kom bedst ud af perioden, da Nick Olesen omsatte en friløber til 2-1, mens Herlev var i power play.

Også tredje periode var en livlig affære med mange chancer i begge ender, og de 1313 tilskuere var tydeligvis ikke imponeret over hjemmeholdet, der havde svært ved at styre kampen. Og flere gange måtte en velspillende Christian Larsen i høgenes mål redde sine holdkammerater.

I slutminutterne koncentrerede hjemmeholdet sig om at forsvare føringen, hvilket lykkedes med hiv og sving.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...