Bunkerarealer til salg
Hjørring Kommune vil af med tre ubrugelige grunde i Løkken

Tre arealer i Løkken med en tildækket bunker er sat til salg af Hjørring Kommune. Foto: Hjørring Kommune
LØKKEN:Hjørring Kommune vil gerne sælge tre arealer i et boligområde i Løkken, som har det til fælles, at der ligger en gammel bunker fra 2. verdenskrig på arealet.
Det drejer sig om Pilevej 10 på 1.500 kvadratmeter samt Birkevej nr. 5 og nr. 6 på hver 950 kvadratmeter, som er sendt i offentligt udbud.
- Her op til nytåret har vi gået alle arealer igennem, og arealerne her kan vi ikke bruge til noget. Derfor forsøger vi at sælge dem. Før de kom i udbud har vi haft skrevet ud til naboer, og der er folk, som viste interesse. Bunkerne er dækket fuldstændigt til, og jeg ved ikke om det kan lade sig gøre at komme ind i dem, hvis man forsøgte. Men naboer er træt af, at bunkersarealerne er groet til, forklarer Else Soelberg, Grundsalg, det usædvanlige salg.
De tre områder er ikke selvstændige byggegrunde. Derfor kan der ikke bygges på dem, og de kan kun sælges som arealoverførsel til en nabogrund. Naboer må gerne dele, hvis hele arealet bliver solgt.
De tre bunkers blev bygget af den tyske besættelsesmagt under 2. verdenskrig som en del af infanteristøttepunkt Løkken. Den ene er bygget som mandskabsbunker for 20 soldater, mens en anden var garage for en panserværnskanon og tilhørende rum for dens besætning.
Den tredje bunker var et sekshullet tårn til maskingevær.
Arealerne sælges uden en mindstepris, og bud kan sendes senest den 28. januar 2013 til Grundsalg, Hjørring Kommune.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.