Burkina Fasos regering: Præsident har overlevet drabsforsøg
Hvad der søndag begyndte som optøjer, har mandag udviklet sig til et kupforsøg, siger Burkina Fasos regering.
Burkina Fasos præsident, Roch Kabore, har angiveligt overlevet et attentatforsøg under stigende uro i det vestafrikanske land.
Det oplyser Kabores regeringsparti i en udtalelse mandag.
Præsidenten bliver i stedet tilbageholdt af soldater, lyder det.
Et ulmende oprør blandt landets soldater tog søndag til i styrke, da demonstranter blandt andet satte ild til regeringens partikontorer.
Demonstranterne opfordrede samtidig soldaterne til at gå et skridt længere.
- Befri landet, råbte de søndag på gaden i hovedstaden Ouagadougou.
Regeringen afviste søndag, at der var tale om et kupforsøg.
Det har dog ændret sig mandag. Her siger regeringen, at optøjerne har udviklet sig til et kupforsøg. Det lyder blandt andet, at præsidentens bolig er blevet invaderet, og nationalt tv og radio er blevet overtaget.
Den Afrikanske Union, der består af 55 medlemslande, fordømmer mandag kupforsøget i Burkina Faso.
Det siger unionens kommissionsformand, Moussa Faki Mahamat.
- Han (kommissionsformanden, red.) opfordrer den nationale hær og landets sikkerhedsstyrker til at opfylde deres forpligtelser om at forsvare landet både internt og eksternt, lyder det i en udtalelse fra unionen.
Soldaterne i Burkina Faso mener, at regeringen ikke støtter dem tilstrækkeligt i deres kamp mod militante islamister.
En talsmand for de soldater, der gør oprør, har sagt, at de kræver "passende" ressourcer og træning, hvis de skal bekæmpe islamister med bånd til militante bevægelser som Islamisk Stat og al-Qaeda.
I de seneste måneder er frustrationerne steget, i takt med at sikkerhedssituationen er blevet forværret.
I november var der voldelige protester, efter at 49 militærpolitifolk blev dræbt i et militant angreb. Præsident Kabores afgang blev dengang krævet.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.