Busdriften under pres i snevejr

Mens sneen fortsætter med at falde over det nordjyske, forsøger Nordjyllands Trafikselskab at holde trit

Der kan forekomme forsinkelser på busdriften i disse dage, som følge af snevejret. Arkivfoto: Hans Ravn <i>Hans Ravn</i>

Der kan forekomme forsinkelser på busdriften i disse dage, som følge af snevejret. Arkivfoto: Hans Ravn Hans Ravn

NORDJYLLAND:Flere buspassagerer har mandag morgen måtte vente lidt længere end normalt på bussen. Snevejret har flere steder resulteret i forsinkelser på de nordjyske busruter, ligesom trafikken generelt går noget langsommere end normalt.

Hos NT (Nordjyllands Trafikselskab) melder man om generelle forsinkelser på 5-10 minutter, men mener dog selv, at man har nogenlunde styr på situationen.

- Det handler ikke så meget om, at busserne ikke kan køre i sneen. Problemet er, at trafikken som udgangspunkt bevæger sig meget langsommere på dage som i dag, hvilket resulterer i køer på nogle strækninger, fortæller underdirektør i NT Nicolai Sørensen.

Aflyste ture

I nogle tilfælde kan nogle ture i løbet af dagen helt udgå. Det skete for eksempel for X Bussen 973X, som klokken 07.40 skulle være afgået fra Aalborg mod Frederikshavn. Her måtte passagerer vente helt op imod en time, før bussen kom, selvom den næste tur, efter planen, skulle være afgået allerede 40 minutter efter - altså 08.20.

På NT’s hjemmeside var der dog ingen indikation af, at bussen skulle være forsinket. Det fremgik først godt en halv time efter, at bussen skulle være afgået fra Aalborg Busterminal.

- Problemet er, at busserne kører de her ruter i pendulfart, så når én bus når SÅ langsomt frem, så går det ud over rækkefølgen, og vi bliver nødt til at aflyse en tur fuldstændig. Gør vi ikke det, vil planen overhovedet ikke passe resten af dagen. I tilfælde af forsinkelser, er det de enkelte vognmænds opgave at opdatere hjemmesiden, og normalt går det meget hurtigt, men alle har haft travlt i dag, så jeg kan kun beklage, at der i dette tilfælde gik så lang tid før informationen kom, siger Nicolai Sørensen.

Hold dig opdateret

Selvom NT selv mener, at de har styr på situationen, så råder de alligevel folk til at være i god tid og holde sig opdateret.

- Indtil nu er vi sluppet relativt nådigt fra de helt store problemer, men folk bør alligevel tage hjemmefra i god tid. Desuden er det en god ide at holde sig opdateret på vores hjemmeside. Her kan man blandt andet se realtidsplaner, som ved hjælp af GPS viser, hvor den enkelte bus befinder sig på ruten, ligesom man også kan se, hvilke ture der eventuelt måtte være aflyst, fortæller Nicolai Sørensen.

På hjemmesiden www.nordjyllandstrafikselskab.dk, under punktet Trafikinformationer, kan man holde sig opdateret angående busdriften i Nordjylland.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.