Bustur til drama på Sjælland
Mors-Thy får opbakning med til opgøret i Ringsted
THISTED: Når håndboldspillerne fra Mors-Thy onsdag aften løber på banen i Ringsted for at sikre sig en plads i slutspillet, bliver det med god opbakning fra Mors og Thy. Der er arrangeret bustur til dramaet på Sjælland.
- Da sejren over Skanderborg var på plads, fik vi selvfølgelig travlt med at få de sidste aftaler for turen på plads, fortæller Lars Nielsen fra Mors-Thy Håndbolds bestyrelse og sportsudvalg.
Han fortæller, at der i bussen er plads til 55 fans, og pladserne sælges efter først-til-mølle princippet.
- Er der overvældende interesse for at komme med, må vi se om vi kan skaffe flere billetter. Men i første omgang lykkedes det os kun at få tildelt de 55, siger Lars Nielsen.
Bussen kører midt på eftermiddagen fra Thy Hallen, og ud på natten er alle hjemme igen.