Busulykke: Chauffør bremsede op uden grund
Alt tyder på, at busulykke skete, fordi buschaufføren ville skabe ro i bussen med 38 asylbørn
Opdateret 01. december 2016 kl. 21:16
STENILD: Det var formentlig en opbremsning uden grund, der var årsag til busulykken i går ved Stenild, hvor en lastbil kørte op bagi en skolebus med 38 asylbørn.
Alt tyder på, at buschaufføren ville skabe ro i bussen, og derfor bremsede pludselig op, oplyser Nordjyllands Politi.
- Det tyder på, at buschaufføren har bremset uden nogen færdselsmæssig grund, siger politikommissær Jørn Kresten Nielsen.
Afstanden mellem bussen og lastbilen var tilsyneladende så kort, at lastbilchaufføren ikke nåede at bremse.
Børn var urolige
Politiet har afhørt buschaufføren, der har fortalt om et forløb op til ulykke, hvor han havde svært ved at skabe ro i bussen blandt de mange børn.
- Børnene havde været urolige og havde løbet frem og tilbage. Buschaufføren havde flere gange holdt ind til siden for at få dem til at falde til ro, men det lykkedes ikke. Og derfor ville han understrege, at de var nødt til at sætte sig ned ved at trykke på bremsen. Han havde bare ikke set, at der var en lastbil lige bagved, fortæller politikommissæren.
Lastbilchaufføren har også forklaret, at bussen pludselig bremsede op. Jens Kresten Nielsen understreger, at politiet endnu ikke kan sige noget om, hvorvidt lastbilen holdt passende afstand.
Ingen sigtelser endnu
Politiet har heller ikke lagt sig fast på skylden eller nogen eventuelle sigtelser, og at der først skal foretages en række afhøringer af børnene og vidner, inden politiet afslutter sagen, fortæller politikommissæren.
10 børn fra Asylcentret i Skørping er fortsat indlagt efter ulykken. Ingen af dem er i livsfare.
Ulykken skete omkring klokken 14.30, da børnene var på vej tilbage til asylcentret efter sprogundervisning.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.