Butikscenter tæt på økonomisk afgrund

Selskabet bag J. P. Jacobsen Shoppingcenter i Thisted tabte 105 millioner kroner.

J. P. Jacobsen Shopping Center er plaget af butiksdød, og selskabet bag har nedskrevet værdien af centret med 107 millioner kroner. Foto: Diana Holm
J. P. Jacobsen Shopping Center er plaget af butiksdød, og selskabet bag har nedskrevet værdien af centret med 107 millioner kroner. Foto: Diana Holm

Butikscentret J. P. Jacobsen Shoppingcenter i Thisted står i en meget usikker økonomisk situation. Det fremgår af det nye årsregnskab fra selskabet I. P. Jacobsen Center A/S, der ejer J. P. Shoppingcenter. Ejerselskabet bag shoppingcentret fik i det regnskabsår, der sluttede med udgangen af september sidste år, et underskud efter skat på 105 millioner kroner. Med dette tab har selskabet mistet hele sin egenkapital og mere til. Underskuddet betyder nemlig, at selskabet skylder 76 millioner kroner mere væk, end selskabet ejer værdier for. Det store underskud skyldes først og fremmest, at værdien af J. P. Jacobsen Shoppingcenter er blevet nedskrevet med 107 millioner kroner. Den store nedskrivning skyldes, at butikscentret har været værdiansat til en værdi, der har ligget langt over markedsværdien. Lejere bukker under Samtidig er J. P. Jacobsen Shoppingcenter ramt af butiksdød blandt sine lejere, hvor lejerne er fraflyttet deres lejemål. - Da årsagen hertil typisk har været konkurs, har det ikke været muligt for selskabet at blive kompenseret for den manglende leje, skriver selskabets ledelse i årsberetningen. Eller sagt med andre ord: Selskabet er gået glip af budgetterede lejeindtægter. Ifølge NORDJYSKEs oplysninger er seks butikker i centret lukket siden butikscentrets åbning op til julehandlen i 2008, og disse butikker er ikke blevet erstattet af nye lejere. Der er nu 13 butikker tilbage i J. P. Shoppingcenter. Manger kapital og likviditet Selskabets revisor - revisionsselskabet Brandt fra Hurup Thy - er usikker på, om I. P. Jacobsen Center vil overleve. - Der er væsentlig usikkerhed, der kan rejse betydelig tvivl om selskabets mulighed for at fortsætte driften, skriver revisor i årsrapporten. Selskabet mangler nemlig både egenkapital - hvor man altså skylder 76 millioner kroner mere væk, end man har værdier for - og bankfinansiering. Udfordringen fra at skaffe bankfinansiering bliver ikke lettere af, at I. P. Jacobsen Center A/S var kunde i den nu krakkede Fjordbank Mors og derfor er endt i den røde del af den statslige afviklingsbank Fjordbank Mors af 2011. Forhandler om rekonstruktion Ledelsen i I. P. Jacobsen Center forhandler ifølge selskabets årsberetning om en rekonstruktion, der skal sikre selskabets overlevelse. - Ledelsen arbejder på en samlet løsning omkring finansiering, hvori såvel kapital - som likviditetsberedskab indgår. Der er ved underskrift af årsrapporten - 2. marts i år, red. - påbegyndt forhandlinger, men disse er endnu ikke afsluttet, hedder det. Indtil en aftale om finansiering er på plads, er der ifølge ledelsen tilstrækkeligt mange penge i kassen til at drive selskabet. NORDJYSKE har forgæves forsøgt at få kontakt til selskabets direktør og ejer, Per Overgaard Christensen fra Nykøbing Mors, for at høre, hvordan det går med forhandlingerne om at sikre selskabets fremtid, og om den nødvendige likviditet fortsat er til stede.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden