Bymidterne dør

Butiksejer: Kommunen svigter midtbybutikker

Butikker flytter til områder i byen, hvor det ikke er tilladt at drive detailhandel, men kommunen gør intet for at bremse en udvikling, der svækker butikslivet i midtbyen yderligere

Den Lille Modedille er beliggende i et område i Nørresundby, hvor der i øvrigt ligger håndværksvirksomheder og lettere industri. Foto: Martin Damgård
Den Lille Modedille er beliggende i et område i Nørresundby, hvor der i øvrigt ligger håndværksvirksomheder og lettere industri. Foto: Martin Damgård

Opdateret 19. december 2024 kl. 18:17

Butikkerne i Aalborg midtby har det svært, og kommunens politikere er bekymrede over truslen fra de mange tomme butiksfacader. Alligevel forholder kommunen sig passiv, når butikker placerer sig i områder uden for bykernen, hvor det ellers slet ikke er tilladt at drive butik.

- Detailforretninger etablerer sig i områder i byen, hvor det slet ikke er meningen, at der skal ligge butikker, og hvor det ser ud til at stride mod gældende lokalplaner, siger butiksejer Lene Albeck, der driver børnetøjsbutikken Olgas Oldebørn i Møllegade i Aalborg.

Denne udvikling truer med at svække bykernen, der allerede er præget af butikslukninger og fraflytninger, yderligere.

- Hvis det bliver en acceptabel trafik, at butikker i Aalborg flytter til områder, hvor der ikke må drives butik, og sparer husleje, så er det den sikre vej til at svække bykernen yderligere, siger hun.

Lene Albeck kritiserer Aalborg Kommunes håndhævelse reglerne.Privatfoto

Lene Albeck har i to omgange henvendt sig til Aalborg Kommune med konkrete eksempler på, at der tilsyneladende drives butik i planlægningsmæssig forstand på adresser, hvor det ikke er tilladt i henhold til gældende lokalplaner og byplanvedtægter.

Der er i alle tilfælde tale om butikker fra hendes egen branche, børnetøj.

- Det er jo den branche, jeg kender specielt, og hvor jeg mærker konkurrencen. Min henvendelse til kommunen er ikke udtryk for brødnid over for nogen, men for en principiel holdning om, at alle skal overholde lovgivningen, og om at vi skal konkurrere på lige vilkår, siger hun.

Virker som fysiske butikker

Fælles for de butikker, som Lene Albeck har henledt kommunens opmærksomhed på, er, at de præsenterer sig som netbutikker, men også fungerer som traditionelle butikker med faste åbningstider og direkte kundekontakt.

Én af de butikker er Luksusbaby.dk, som tidligere var en netbutik med registreret adresse hos Postterminalen i Aalborg.

Foto: Martin Damgård

I dag har butikken hjemme på Gasværksvej 32E i Aalborg, hvor der er showroom, parkeringspladser og faste åbningstider for dem, der gerne vil handle direkte i butikken.

”Det vil altid glæde os at se vores kunder på Gasværksvej 32E, 9000 Aalborg”, skriver butikken på sin hjemmeside, www.luksusbaby.dk.

Blandt de ydelser, som kunderne tilbydes via hjemmesiden, er ”fremvisning af produkter, afhentning af varer og køb af varer”. Butikken har faste åbningstider alle ugens dage på nær lørdag.

Den gældende lokalplan for området - 10.041 - nævner ikke butikker eller detailhandel som en lovlig anvendelse af området, der må anvendes til lettere industri og håndværk, kontor, engroslager og lignende.

Morten Grabowski Kjær fra Luksusbaby bekræfter, at kunder kan komme og handle på traditionel vis i den fysiske butik, men han afviser at drive butik i traditionel forstand.

- Vi har dispensation

- Vi har ikke noget kasseapparat, men jeg kan jo ikke forhindre kunderne i på stedet at købe over nettet ved hjælp af deres mobiltelefoner, siger han.

Børnetøjsbutikken Den Lille Modedille på Amalienborgvej 61 i Nørresundby skriver på sin hjemmeside - www.denlillemodedille - at ”Den lille ModeDille holder til i Nørresundby, som ligger lige ved siden af Aalborg i Nordjylland. Du finder her en børnetøjsbutik, som både byder på børnetøj str. 50-116 samt legetøj og interiør til børneværelset”. Åbningstiderne er mandag til fredag fra 10 til 17.30 og lørdag fra 10 til 13.

Foto: Martin Damgård

For Den Lille Modedilles adresse gælder byplanvedtægt nr. 12 udstedt af den tidligere Nørresundby Kommune.

Byplanvedtægten bestemmer, at der alene må ”opføres bygninger til de for kvarterets daglige forsyning nødvendige butikker (dagligvarebutikker, red.).”

- Udover vores netbutik så driver vi også en traditionel butik på vores adresse, bekræfter Pia Schiønning Mortensen, der driver Den Lille Modedille.

Hun mener, at det er fuldt ud lovligt at drive en butik med udvalgsvarer på adressen.

- Vi har dispensation til det fra kommunen, en dispensation, som vi har fået gennem vores udlejer, Bring, siger Pia Schiønning Mortensen.

Kommunen har et problem

- Noget tyder på, at Aalborg Kommune ikke sikrer overholdelsen af sine egne lokalplaner.

Så kontant lyder det fra direktør Jens Birkeholm fra brancheorganisationen Dansk Detail, der organiserer butikkerne inden for mode-, livsstils- og boligbranchen, efter at han har studeret Lene Albecks henvendelse til Aalborg Kommune.

Foto: Martin Damgård

Han konstaterer, at der desværre ikke er tale om enkeltstående sager, men om en tendens på landsplan, hvor kommunerne ser gennem fingre med, at der drives butik uden for de områder, der er udlagt til detailhandel.

- Men kommunerne er forpligtede til at sikre, at deres lokalplaner overholdes. Derfor er der ikke andet at gøre end at klage over overtrædelser. Senest har vi haft en sag med en ulovlig skobutik i Faaborg, siger Jens Birkeholm.

Dansk Detail frygter, at de danske kommuner i øjeblikket lurepasser i deres tilsyn, fordi de regner med, at regeringen snart kommer med et lovforslag, der vil lovliggøre hidtil ulovlige butikker uden for detailhandelsområderne.

- Men sådan kan kommunerne jo ikke forvalte området. Det skal selvfølgelig ske på grundlag af gældende lov, siger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden