Hjemløse

Byens hjemløse og udsatte har fået et nyt sted

Kildeparkens ny sted til hjemløse og udsatte blev fejret af både kommune og brugere

Kim Tranum (i midten) tror bestemt, han kommer til at bruge det ny hellested for hjemløse og udsatte i Kildeparken.
Kim Tranum (i midten) tror bestemt, han kommer til at bruge det ny hellested for hjemløse og udsatte i Kildeparken. Foto: Henrik Bo

Opdateret 24. maj 2022 kl. 13:18

AALBORG: Det blev fejret med både øl, pølser og musik, da Aalborg Kommune i går indviede det ny hellested for hjemløse og udsatte i Kildeparken.

Men ifølge leder af Center for sociale indsatser, Johnny Friis, som bød velkommen og holdt en lille tale, har stedet også været længe undervejs.

- Det har taget lidt tid, så jeg har glædet mig i lang tid, forklarede han.

Leder af Center for sociale indsatser Johnny Friis (stående) bød velkommen og holdt en lille tale. Foto: Henrik Bo

Håbet er blandt andet, at det ny helle vil blive brugt af nogle af dem, der normalt hænger på J. F. Kennedys plads. Og at dømme efter fremmødet torsdag, er der i hvert fald mange, der allerede kender stedet.

- Det er ikke for nogen bestemte grupper, det er for alle, understregede Johnny Friis.

På sigt skal der også laves et helle ved hovedbiblioteket i Rendsburggade, og stedet i Kildeparken er heller ikke helt færdigt. Der mangler nemlig lidt flere borde og et sted, hvor man kan oplade sin mobiltelefon, og så er der også planer om at skaffe en grill.

De musikalske indslag var populære blandt brugerne. Foto: Henrik Bo

- Jeg håber, at der vil være lige så mange næste gang, jeg kører forbi, som der er i dag, sagde Johnny Friis.

Vibeke Gamst (K) hilste stedets brugere fra hele byrådet, og glædede sig i øvrigt over den fine placering back-stage samt muligheden for at lytte til musik fra De syngende træer.

Vibeke Gamst hilste fra resten af byrådet. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

- Selvom det er første gang jeg er her, tror jeg bestemt, jeg vil komme til at bruge stedet, forklarede Kim Tranum.

Han har godt nok et rækkehus men lever alligevel det meste af sit liv på gaden. Blandt andet som sælger af Hus Forbi.

- Det er et fint sted, de har lavet til os. Men jeg håber ikke, det betyder, at runddelen på J. F. Kennedys Plads forsvinder. For det er der, jeg mødes med mange af dem, der er her i dag, og jeg har svært ved at tro på, at alle har lyst til at flytte, påpegede han.

Det ny helle blev både fejret med øl og cigarer. Foto: Henrik Bo

Kim Tranum har solgt Hus Forbi i 16 år, så han kommer over det meste af byen. Og derfor kender han også flere af de forskellige grupperinger af hjemløse og udsatte.

- Jeg synes, stedet her skal hedde Folkets Plads eller Gadens Plads. Så jeg har faktisk afleveret to forskellige forslag i stemmeboksen derovre, tilføjede han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden