Asfaltarbejde på stor vej bliver rykket frem

Kommunen udnytter, at der er færre biler på vejene

Kommunen udnytter, der er færre biler på vejene og rykker asfaltarbejde frem. Arkivfoto: Torben Hansen

Kommunen udnytter, der er færre biler på vejene og rykker asfaltarbejde frem. Arkivfoto: Torben Hansen

AALBORG:Der er langt mellem bilerne i de her dage.

Det får nu Aalborg Kommune til at fremrykke et planlagt asfaltarbejde på en af byens normalt meget trafikerede strækninger, nemlig Kong Christians Alle.

Faktisk har man allerede fra morgenstunden i dag, mandag, sat gang i det det forberedende arbejde med at udskifte og regulere rendestensriste og dæksler, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

- Vi benytter lejligheden til at starte asfaltarbejdet på Kong Christians Alle op nu, hvor trafikmængderne er meget lavere, end vi normalt ser. På den måde kommer vi til at genere trafikken mindst muligt, og selve arbejdet kan udføres mere effektivt. Nogen vil måske undre sig over, om vi ikke er ’for tidligt ude’ i forhold til at udlægge varmblandet asfalt. Og jo – det er lige på grænsen. Men vi holder et skarpt øje med natte-temperaturen, og med udsigt til plusgrader i den kommende periode, giver vi den gas nu, hvor vi generer trafikanterne mindst muligt, siger projektleder i By- og Landskabsforvaltningen Lise Gansted-Mortensen.

Det er hele Kong Christians Alle fra Annebergvej til Hobrovej, der får den store tur.

Efter planen skal arbejdet med riste og dæksler være færdigt på onsdag 1. april. Herefter skal der fræses og pletvis udskiftes dårligt bærelag frem til fredag.

Fra mandag 6. april vil der så blive lagt nyt slidlag på. Arbejdet med vejen forventes færdigt onsdag 8. april.

Når der bliver lagt slidlag på vil der være et spor åbent ad gangen, og trafikken bliver reguleret med lysregulering.

Lyssignalerne ved krydsene Hasserisgade, Anders Borks Vej og Annebergvej bliver slukket.

I alt skal Aalborg Kommune udlægge asfalt på 21 km vej og 21 km stier i denne sæson. Herudover er der planlagt reparationer på en lang række veje.

Du kan se mere på www.aalborg.dk/asfalt

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.