Brønderslev Marked med ny dato

Folkene bag markedet arbejder på at flytte Brønderslev Marked til 11. til 14. september - endelig beslutning tages midt i juni

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

BRØNDERSLEV:Folkene bag Brønderslev Marked har en ny dato i sigte for Brønderslev Marked, som er blevet udsat pga. corona-krisen. Nu arbejder de på, at markedet kan afholdes 11. til 14. september - hvis det bliver muligt.

- Vi har besluttet at arbejde videre med at prøve at flytte det. Det er lidt ligesom om, at der nu begynder at åbne lidt flere ting op, og det er trods alt fire-fem måneder til, så det er lidt svært at vide, hvad der sker. Vi har ikke taget en endelig beslutning, og vi har givet os selv en deadline midt i juni til at tage endelig beslutning. Måske er vi klogere på om et par måneder, hvad der er muligt. Der er stadig risiko for, at vi ikke må samles så mange mennesker på det tidspunkt, fortæller Carsten Overgaard, der er formand for Brønderslev Marked.

Der er altså mange forbehold og ting, der skal flaske sig, for at Brønderslev Marked 2020 kommer til at ske. Men man prøver.

- Formålet med markedet er jo, at vores medlemsforeninger kan få nogle penge i kassen til deres drift, så vi synes, at vi har en forpligtelse til at gøre, hvad vi kan for at få markedet gennemført, mener Carsten Overgaard.

Cirka 20 lokale foreninger står bag markedet. Og det er et ønske fra nogle af foreningerne, at der bliver marked, hvis det er muligt.

- De er vant til at få en indtægt fra den aktivitet, de har på markedet. For nogle foreninger er det en stor indtægt. Men det er også dem, der laver det største arbejde, fortæller Carsten Overgaard.

Beslutningen om at arbejde på en ny dato kom, efter at markedsudvalget onsdag aften var samlet - på afstand. De har tidligere meldt ud, at man ville se, om markedet kunne udsættes, men nu har man altså en dato at arbejde på.

Udover at det sundhedsmæssigt skal vise sig at være muligt med et marked til den tid, er der også en masse praktiske ting, som nu skal falde i hak.

- Vi skal først og fremmest sikre os, at vi kan få et tivoli. Det er dér, vi mener, der er bedst chance for at få dem, men vi har ikke en aftale med dem endnu, så det er ikke sikkert, at det kan lade sig gøre. Så er der noget med telte, og alle vores kræmmere skal have besked på, om de er med på det. Alle dem, der optræder er aflyst, og det er ikke sikkert, de kan 14 dage efter. Derfor skal vi have lavet nye aftaler, fortæller Carsten Overgaard.

Det var meningen, at Brønderslev Marked skulle have fundet sted 28. til 31. august

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.