Seniorfesten 2020 på Mors må desværre aflyses
Året har budt på mange aflyste og udskudte møder m.v. - og nu er smittefaren igen blusset op med tilfældene i Vendsyssel

Det er beklageligt, men med covid-19-smittens opblussen er det nødvendigt at aflyse den store Seniorfest på Mors, der skulle have været holdt søndag 4. oktober. Festerne har sædvanligvis haft 500-600 glade mennesker, hvor man sidder sæt ved kaffebordene, synger og hygger sig og slutter af med en svingom. Foto: Seniorrådet i Morsø Kommune
MORS:- Med baggrund i den, troede vi, forbedrede covid-19-situation i det vestdanske og især i det nordjyske, har vi satset på at gennemføre seniorfesten i Sparekassen Thy Arena Mors i Nykøbing søndag 4. oktober, siger Mejner Nielsen, der er formand for Seniorrådet i Morsø Kommune og fortsætter:
- Men det går ikke. Med de ny smittekæder i Vendsyssel og især H jørring, er det nødvendigt fortsat at være meget påpasselig. Jeg har i dag fra ældrechefen fået besked om, at socialudvalgsformanden og direktøren for social og sundhed efter de aktuelle covid-19-tilfælde har bestemt, at seniorfesten for alle på 65 år og opefter skal aflyses.
Mejner Nielsen fortæller videre, at på det seneste seniorrådsmøde havde man spørgsmålet på dagsordenen, men efter en drøftelse var man enige om først at tage den endelige beslutning i august - i forventning om en stadig mindre smitterisiko:
- Men de aktuelle meldinger gør det naturligvis helt nødvendig at aflyse et så stort arrangement med deltagelse af 500-600 mennesker, hvor man sidder tæt ved kaffebordene, synger og hygger sig, og hvor festen sædvanligvis slutter med en time, hvor der er gang i dansegulvet. Aflysningen er beklagelig, men nødvendig, siger seniorrådsformanden.
Om arbejdet i seniorrådet fortæller han, at man begyndte året med en temadag, arrangeret af Danske Ældreråd, hvor rådene var samlet regionsvis, og hvor fokus var på samarbejde med kommuner og andre ældreorganisationer:
- Vi havde fået til opgave på baggrund af en landsdækkende undersøgelse at fortælle om det positive samarbejde mellem seniorrådet i Morsø Kommune og forvaltningen. Vore erfaringer blev fremlagt af mig som formand for seniorrådet i samspil med centerchef Ann Lisbeth Martinussen.
Så blev landet lukket ned på grund af, at covid-19 også havde holdt sit indtog her i landet. Det betød en række aflysninger: Et planlagt seniorrådsmøde, rejsegilde på det nye plejehjem Duelund, todages repræsentantskabsmøde og ældrepolitisk konference på Nyborg Strand, men man har netop haft et møde med Nykøbing Mors Andelsboligforening og kommunalbestyrelsens sociale udvalg, ligesom man har holdt det udskudte ordinære møde i seniorrådet 16. juni:
- I mellemtiden har vi deltaget i to hurtige spørgerunder, hvor alle landets 98 kommuner blev bedt om at besvare en hel række spørgsmål om, hvordan vi hver især oplevede covid-19 situationen i vore kommuner. Svarene er straks blevet benyttet i forbindelse med Danske Ældreråds løbende kontakt med myndighederne, fortæller Mejner Nielsen.
Referater fra seniorrådets møder kan læses på www.mors.dk ved at man søger på hjemmesiden på ”Seniorrådet”.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.