Grafisk kunst

UCN-Thisted endt i graffiti-shitstorm

Det formastelige hærværk var del i valgfaget ”kulturelle udtryksformer” og kan vaskes af igen

Voldsom ser graffitien ud. Her er det Lenea Albertsen, en af de 12 kunstnere og UCN’s leder, Dora Leegaard, der besigtiger de farverige statements. Foto: Ole Iversen
Voldsom ser graffitien ud. Her er det Lenea Albertsen, en af de 12 kunstnere og UCN’s leder, Dora Leegaard, der besigtiger de farverige statements. Foto: Ole Iversen

Opdateret 09. december 2020 kl. 09:13

THISTED: En stor del af de studerende og de mange forbipasserende biler ved UCN på Lerpyttevej måtte torsdag kigge en ekstra gang, da et særpræget meget farverigt syn mødte øjnene i morgenlyset. Overalt var der blevet malet graffiti på vinduer, mure og fortov på den sorte UCN-bygning.

Trods der stod slagord som ”Love, Imagine, Fred, Lev i nuet, Elsk og glædelig jul” - ja så kaldte mange det hærværk mod den fine sorte bygning.

Snart dukkede en stribe forargede opslag op på Facebook, og internt i huset begyndte en mindre shitstorm også mod ”hærværkspersonerne”.

Der var bare det ved det, at det slet ikke var graffiti.

For det var ikke spraymaling, der var benyttet og hærværk var det ikke.

Faktisk var det 12 elever på pædagoguddannelsen, der havde fået en opgave af deres lærer, hvor de skulle arbejde med deres valgfag ”kulturelle udtryksformer” som streetart og landart, og de skulle i dette tilfælde bruge graffiti som udtryksform og kridtstøv i stedet for dåser med spraymaling.

- Det har godt nok skabt furore. Jeg må da nok også sige, at jeg blev lidt overrasket, da jeg så det, fortæller UCNs leder Dora Leegaard, og fortsætter: Jeg vidste at der ville blive en happening. Og der ville blive brugt uskadelig kalk, som vind og vejr hurtigt kan vaske væk. ?Da det første indtryk havde lagt sig hos Dora Leegaard, synes hun, at den opgave pædagogstudenterne fik, er løst 100 procent.

- Studenterne har benyttet sig af graffiti, som jo er larmende, til deres happening. Opgaven er løst og har i hvert fald sat fokus på de aktiviteter, og en af de seks studieretninger vi har i huset. Mange kender nok for lidt til hvad der foregår i UCN’s lidt anonyme bygning. Her er det da tydeligt, at der går kreative pædagogstuderende, lyder det fra Dora Leegaard.

En af de studerende, som har deltaget i ”hærværket” er ærgerlig over at så mange har misforstået, hvad det egentlig handler om.

- Vi fik en bunden opgave af vores lærer, som bad os gå all-in. Bruge huset og bilerne til at udtrykke os på. Dog valgte vi selv ikke at sprøjte kalkstøvet på bilerne, fortæller Lenea Albertsen, og fortsætter:

- Vi må sige at budskabet kom ud. Måske skulle der have været en form for kommunikation med i projektet, for vi er kede af, at folk kalder det vi har lavet for hærværk.

”Kunstværket” får nu lov at stå et par dage mere.

Så bliver det hele spulet væk og UCN-huset og de mange aktiviteter derinde finder atter sin daglige rytme.

Men at der er pædagoger derinde, med kreative evner, er der vist ingen der er i tvivl om nu.

UCN - Thisted uddanner pædagoger og pædagogassistenter, sygeplejersker, markedsføringsøkonomer og finansøkonomer, og produktionsteknologer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden