Byggeri er tæt på mål
Mangler kun belægning - to klasselokaler stod under vand
BRØNDERSLEV: Det forsinkelsesplagede byggeri på Skolegades Skole i Brønderslev er nu ved at være temmelig tæt på målstregen - men vejret forhindrer det sidste skridt.
- Den fagfløj, som vi manglede, er færdig nu. Det eneste, der mangler er ud mod Krogensgade, der mangler parkeringspladser og belægning ud mod cykelskuret. Det kan vi ikke komme til at lægge, så længe der er frost i jorden, fortæller Sif Rasmussen, bygningskonsulent i Brønderslev Kommune.
Hun fortæller, at alt det indvendige er på plads. Hun håber, at frosten snart slutter, så man efter påske kan tage fat på belægningen.
- Så tager det to-tre uger at få det gjort det færdigt, vurderer hun.
Heldigt uheld med vand
Skolen har for nylig oplevet et uheld, som man alligevel slap heldigt nok fra. Et radiatorrør i loftet sprang, og da vægteren gik en aftenrunde lidt over klokken 22 så han, at der var noget galt.
- Han kunne se, at der var dug på ruderne, og så kontaktede han mig. Da vi åbnede døren, kunne vi ikke se vinduet i den modsatte side af lokalet på grund af damp, fortæller Torben Højer, teknisk serviceleder på skolen.
Problemet blev håndteret med det samme.
- Vi var henne at suge vand op til klokken halv to, og søndag var vi oppe at stille en affugter op, fortæller Torben Højer, der vurderer, at mellem seks og ti kubikmeter vand var kommet ud.
- Der var fire-fem centimeter vandt i to lokaler på 120 kubikmeter i alt.
Torben Højer mener, at man har været heldig, når det nu skulle være.
- Det er tilsyneladende sket ret kort tid, før vægteren kom. Hvis det nu var sket ti minutter efter, at vægteren kom, så havde vi nok ikke opdaget noget før søndag aften, og så havde det set noget anderledes ud. Mit bedste bud er, at det er sket max en halv time før vægteren kom, så vi kan næsten ikke være mere heldige.
Skolebyggeriet har været plaget af forsinkelser og uoverensstemmelser, bla. mellem kommunen og byggeriets totalrådgiver. Økonomien er også skredet.
Det skulle ifølge den første tidsplan have stået færdigt i november 2011.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.