Tårs

Byggeri: Lokale håndværkere får chancen

Udvidelsen af Tårshallen sker ved, at også lokale håndværkere bliver bedt om at byde på del-entrepriser

Arkivfoto: Bente Poder
Arkivfoto: Bente Poder

TÅRS: Som omtalt mandag, så er der ved at gå hul på bylden, når det gælder planerne om en udvidelse af Tårshallen: Tilpas meget af finansieringen er på plads, så skovlen kan sættes i jorden, når forårsbebuderne begynder at kvidre i begyndelsen af det nye år.

Og det kan meget vel blive lokale håndværkere, der hyres til opgaven - i hvert fald får de chancen.

- Vi deler byggeriet op i del-entrepriser, så lokale håndværkere vil også blive inviteret til at byde på opgaverne, lyder det fra halinspektør Bjarne Holmberg om million-byggeriet.

Hvilket beløb der præcist skal bygges for, er man endnu ikke klar til at oplyse.

Selv om byggeprocessen nu er på skinner, så er det i første omgang multihallen og omklædningsrum, der kommer til at se dagens lys.

Et kommende samlingslokale og mediatek vil først fuldt ud kunne tages i brug, når der er hentet flere penge hjem - det skal ske både via fondsansøgninger og indsamling blandt byens borgere, ligesom det blev gjort, da man fik renoveret svømmesalen.

- Det kan godt være, at der går fem år før det hele er blevet til noget. Men nu går vi i gang, siger Bjarne Holmberg.

Planerne præsenteres på et borgermøde torsdag aften.

Det er Bjerg Arkitektur, der har udarbejdet det endelige forslag til udvidelsen af hallen - et forslag, der bygger på ideer fra tre forskellige firmaer, blandt andet Bjerg Arkitektur, som blev hyret til at komme med ideer og forslag tidligere i processen.tn

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden