Byggesag skal sluttes - nu!

Kommunen skal ikke bruge mere krudt på 14 år gammel konflikt, mener Hedegaard

Lars Hougesen har ligget i strid med kommunale myndigheder i 14 år om byggerier i tilknytning til sommerhuset på Lyngstien 11. Foto: Kurt Bering <i>Kurt Bering</i>

Lars Hougesen har ligget i strid med kommunale myndigheder i 14 år om byggerier i tilknytning til sommerhuset på Lyngstien 11. Foto: Kurt Bering Kurt Bering

AALBÆK:Konflikten om sommerhuset på Lyngstien 11 i Aalbæk er kørt af sporet, og sagen bør løses nu med dispensation.

Det mener byrådsmedlem Jens Hedegaard Kristensen (S).
- Forvaltningen har jo i flere omgange været inde i den sag med forskellige sagsbehandlere - og ude igen i flere år af gangen, siger han.
Kort fortalt drejer sagen sig om, at udlandsdanskeren Lars Hougesen har bygget udhuse, anneks og terrasser ved sit sommerhus på Lyngstien 11. Det er foregået i flere omgange. Men efter kommunens opfattelse uden, at han har haft de nødvendige tilladelser.
I forsommeren udstedte kommunen et påbud om, at han skal ”lovliggøre” alt byggeri på grunden. Primært ved nedrivning.
Samtidig genoptog kommunen en 14 år gammel sag om udformning af taget på en tilbygning, som blev opført inden Lars Hougesen købte sommerhuset.
Statsamtet og Naturklagenævnet har været inde over sagen - uden det har bragt en løsning inden for rækkevidde.
Tværtimod. Pt. ligger der uafsluttede klagesager/stævninger vedrørende Lyngstien 11 i to retsinstanser samt i Naturklagenævnet og Statsforvaltningen.

Arv fra Skagen Kommune

En række af forholdene stammer fra gl. Skagen Kommunes tid, og Skagen Kommune opgav eller henlagde dem.

- Sagen har flydt fra 1998 til i dag, siger Hedegaard.
- Normalt farer vi ikke frem med med brask og bram i forhold, som vedrører de gamle kommuners sagsbehandling.
Hedegaard hæfter sig ved, at en enkelt beboer på Lyngsstien har været meget vedholdende som klager, og Hedegaard mener, man ikke kan afvise, at det er grunden til, at der bliver ved med at være en sag.
- Mange af forholdene hører til i småtingsafdelingen. Det er for eksempel totalt ude af proportioner at tale om ulovligheder, fordi Hougesen opbevarer nogle papkasser (med vareprøver, red.) i en bygning, der er opført til garage.

Ikke til gene

Tvisten om Lyngstien skal afsluttes en gang for alle med dispensation, mener Hedegaard.

- Vi har tidligere givet lignende dispensationer andre steder i kommunen, og en dispensation til Lyngstien 11, vil ikke genere nogen, fordi sommerhuset ligger mellem store træer for enden af en stikvej.
Seneste nyt i sagen er, at Lars Hougesen og hans advokat er blevet inviteret til møde ”uden dagsorden” med kommunens myndighedschef Søren Vestergaard og myndighedskonsulent Kenn Mønsted.
Hougesen har besluttet at takke nej til invitationen. Han vil ikke lægge tusindvis af kroner oveni sin advokatregning, der allerede er på langt 100.000 kr,, for at få sin advokat til at køre fra Aarhus til Frederikshavn og deltage i et møde uden dagsorden. Det anser de begge for formålsløst.
Foreløbig er nedrivningskravet skudt til indkast, fordi Statsforvaltningen har givet en klage fra Hougesen over kommunens lovligørelsespåbud opsættende virkning.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.