Byråds-ja til salg af omstridt bygning
Flertal sagde ja til at sælge bygningen til Kriminalforsorgen
Opdateret kl. 18:07
VODSKOV: Et snævert flertal i Aalborg Byråd besluttede mandag eftermiddag, at bygningerne på Pitsvej i Hammer Bakker sælges til Kriminalforsorgen, der vil bruge bygningerne til en institution for udslusning af kriminelle.
Hård og bitter debat
Salget blev efter en sjælden hård og forbitret debat stemt igennem med stemmerne 16-12.
For stemte S, SF, R og Poul Erik Lyngdorf (UP), og imod stemte V, K, DF og løsgængerne Anne-Dorte Krog og Felix Henriksen.
Forinden havde borgere i Vodskov afleveret 1549 underskrifter mod et salg, men det fik ikke flertallet til at ændre holdning.
Desuden prøvede 12 af byrådets medlemmer forgæves at få udsat sagen.
Det nægtede et flertal i byrådet, selvom det mødte hård kritik fra mindretallet.
- En svinestreg!
Skole- og kulturrådmand Anne-Dorte Krog kaldte blandt andet processen for en svinestreg og pegede på, at magistraten på mødet om formiddagen havde fået at vide, at der var ledige statslige bygninger.
SF var tilsyneladende blevet banket på plads, så sent som i går eftermiddag slog Jørgen Andersen fast overfor NORDJYSKE Medier, at partiet ville bakke op, hvis andre partier ville have sagen udsat. Men det var glemt på byrådsmødet, hvilket SF også modtog verbale hug for fra mindretallet.
Det var de enige om
En ting var byrådets medlemmer dog enige om. Det var, at det er en god ide med en udslusningsinstitution for kriminelle - men med hensyn til placeringen var man milevidt fra hinanden.
På byrådsmødet slog modstanderne da også fast, at de vil indbringe sagen for Fredningsnævnet og Natur- og miljøklagenævnet, og at man håber, at man herfra vil sætte en stopper for udslusningsinstitutionen i Hammer Bakker.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.