Bytte-bytte købmand
Købmanden i Moseby vil to gange om ugen levere varer til de trængte Biersted-borgeres dørtærskler. Hun hjælper, fordi hun ikke kan lade være
Opdateret 26. januar 2015 kl. 12:47
BIERSTED: Byens eneste dagligvarehandel, Spar-købmanden brændte nytårsnat. Det er uafklaret, hvornår og om den åbner igen, men der kan gå et halvt år eller mere, inden en eventuelt ny butik kan åbne.
Efter et møde på kroen i sidste uge nedsatte byens borgere en købmandsgruppe, som skal afklare, hvad byen skal gøre for at hjælpe de borgere, der ikke selv har mulighed for at handle ind andre steder.
Gruppen har nu truffet aftale med købmanden i Moseby, Lonni Larsen, der i forvejen kører ud med varer i lokalområdet.
Hun vil gerne strække hånden ud mod Biersted, selvom det ligger udenfor nærområdet. Lonni Larsen vil to gange om ugen kunne levere til Biersted. Leveringen er gratis. Borgerne skal blot selv ringe til butikken for at afgive bestilling.
Små byer hjælper hinanden
Moseby-købmanden forventer ikke at få noget kæmpeoverskud ud af aftalen, men er glad for at kunne hjælpe til.
- En borger spurgte mig, om jeg var frisk på ideen. Og selvfølgelig er jeg det. Jeg synes, man bør hjælpe hinanden i de små byer. Ofte er det de store byer, der prioriteres højest, siger Lonni Larsen, Min Købmand i Moseby.
Hun har som regel varer med til 20-25 kunder hver gang på sine ture og forlanger bestilling for mindst 200 kroner pr. gang. Til gengæld leverer hun til døren og tager også medicinbestillinger med ud til kunder, der får leveret, hvilket løser det andet presserende problem, Biersted-borgerne havde. Den brændte butik håndterede nemlig også medicin.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.