byudvikling

Dansk tegnestue hyldes for at være med til at skrive Nordjyllands og Aalborgs historie

Dansk tegnestue hyldes for at være med til at "skrive Nordjyllands og Aalborgs nye historie"

Det ny Svinkløv Badehotel.
Det ny Svinkløv Badehotel. Foto: Jens Markus Lindhe

Opdateret 10. februar 2026 kl. 13:47

De hører egentlig til på Fyn, men de seneste år har de sat et markant præg på Nordjylland.

Så markant at de nu hyldes med den nordjyske arkitekturpris Packness Prisen.

Det drejer sig om tegnestuen Praksis, der tegnede den nye bygning i forbindelse med genopførelsen af Svinkløv Badehotel, der brændte til grunden i september 2016.

Praksis Arkitekter har med det ny Svinkløv sigtet imod at skabe Danmarks største bæredygtige træbygning ud fra nutidige konstruktionsmetoder med rødder i den danske træhustradition. Derudover har man designet med flere vinduer for at sikre endnu mere åben udsigt til hav og klitter. Foto: Torben Hansen

Senest har tegnestuen også sat et markant aftryk på Kunsthal Spritten, hvor de står bag ombygningen og den tilbygning, der skal udvikle den gamle kedelhal til en kunsthal.

Og i det hele taget har Praksis i 20 år været dagsordensættende, når det gælder om at bygge med respekt for kultur, arkitekturarv og historien.

Det mener juryen, der har peget på tegnestuen.

- Praksis fastholder paradoksalt nok vores kulturarv og arkitekturhistorie ved at forny den. De har med det genopførte Svinkløv Badehotel fastholdt den historie, som i år fylder 100 år. 

- Dem, der besøger Svinkløv, føler, at alt er som det plejer. Samtidig hersker en stærk atmosfære af, at alle kvaliteter er løftet til et helt nyt niveau, siger Lasse Andersson, der er direktør for Utzon Center og Kunsten og en del af bestyrelsen i Packness Fonden, i en pressemeddelelse.

Det, der kendetegner Praksis, er en ekstraordinær evne til at forstå historien og formgive fremtiden - og en enestående forkærlighed for håndværk, fastslår juryen, der har valgt at hylde tegnestuen. Her indehaverne Mette Tony og Mads Bjørn Hansen. Foto: Stamers Kontor

På mange måder er Mette Tony og Mads Bjørn Hansen og deres team på Sydfyn med til at skrive Nordjyllands og Aalborgs nye historie, mener fondens bestyrelse, der også udgør jury. 

- Deres arbejde opfylder til fulde det, som vi gerne vil med Packness Prisen, siger Lasse Andersson, der kalder arkitekter og arkitektur for afgørende af betydning for Nordjyllands udvikling. 

- Vi ønsker, at prisen betragtes som en anerkendelse til alle bygherrer – private som offentlige – om den højeste kvalitet i det fysiske rum.

Prisen uddeles 12. november kl. 15-17 på Utzon Center.

Praksis Arkitekter holder i forbindelse med prisoverrækkelsen en talk om tegnestuens arbejde med bl.a. Svinkløv Badehotel, Kunsthal Spritten samt arbejdet med genopførelsen af Børsen i København.

Mere om Packness Prisen
  • Packness Prisen er en fast årligt tilbagevendende pris med fokus på design, formidling og debat af bygninger, byer og landskaber i Nordjylland. 
  • Prisen er stiftet af Packness Fonden med inspiration fra den nordjyske arkitekt Einar Packness’ arkitektoniske arv, der fortsat står som kvalitetsmarkører i hele Nordjylland. 
  • Han er fx kendt for værker som Sankt Markus Kirke i Aalborg, Svinkløv Badehotel, et utal af villaer i Aalborg og flere jernbanestationer i Nordjylland og blev udnævnt til kongelig bygningsinspektør i 1931.
  • Prisen hylder ikke fortiden, men ser fremad og anerkender løsninger, der skaber smukke, bæredygtige rum og løfter samtalen om arkitektur til et højere niveau.
  • Bestyrelse og jury i Packness Fonden består af rådmand og regionsmedlem Vibeke Gamst, arkitekt og forfatter Erik Iversen samt direktør for Utzon Center og Kunsten, Lasse Andersson.
  • I 2024 blev Packness Prisen tildelt journalist Birgitte Sonne Kristensen og arkitekt Lars Brorson Fich for deres "vedholdende og skarpe formidling af arkitektur i Det Nordjyske Mediehus".

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden