En sur og sødlig lugt breder sig fra den grimme ruin - nu gør borgmesteren noget, hun aldrig har gjort før
Frederikshavn Kommune tager skrappe midler i brug for at få fjernet faldefærdige skampletter

Borgerne i Lyngså er i oprør over en brandtomt i hovedgaden. Nu skruer Frederikshavn Kommune for alvor bissen på. Arkivfoto: Bente Poder
LYNGSÅ: Tagpap flyver stadig rundt, og i fugtigt vejr breder der sig en sur og sødlig lugt. Huset på Østkystvejen 111 i Lyngså syd for Sæby brændte i marts 2020. Og siden har naboer, turister og forbipasserende været frustrerede og forargede.
Men nu skruer Frederikshavn Kommune for alvor bissen på. Og tager det tunge skyts i brug som aldrig før.
I byggeloven fremgår det, at byggerier ikke må være "skæmmende" og skal holdes i "sømmelig stand". Og det er med henvisning til den paragraf, at Frederikshavn Kommune giver ejeren af Østkystvejen 111 et nedrivningspåbud inden 1. januar 2023.
Hvis ikke ejeren efterlever påbuddet, er næste skridt en politianmeldelse, som så vil udløse dagbøder, indtil nedrivningen er en realitet.
Det er første gang
Det er første gang, at kommunen bruger den paragraf i byggeloven, som handler om huse, der er skæmmende.
- Frederikshavn Kommune har tidligere givet påbud til husejere, hvis et hus eller en ruin for eksempel forurener, eller hvis der på anden måde er risiko forbundet med huset. Men det er første gang, Frederikshavn Kommune giver et påbud med den begrundelse, at huset er "skæmmende", fortæller Boie Frederiksen, direktør for Center for Kultur, Teknik og Miljø.
Så er der krig
I september erklærede borgmester Birgit Hansen (S) de faldefærdige huse krig. Det skete i en artikel i Nordjyske i september.

Siden 2020 har beboerne gloet på et trist hus. Arkivfoto: Bente Poder
Der er flere af den slags "huse" i kommunen, hvilket irriterer borgerne "helt vildt". Og Birgit Hansen sagde ligefrem, at hun vil bruge brandruinen på Østkystvejen 111 som et eksempel.
Hun har først og fremmest skrevet til politikerne på Christiansborg med henblik på at få strammet loven op. Men foreløbig uden held.
- Som kommune har vi nogle muligheder. Dem vil vi bringe i anvendelse og mere trykfast end tidligere, så vi på den måde holder blikket stift rettet mod målet. Ingen kan være tjent med de brandtomter. Og jeg vil desuden fastholde forslaget om, at der bør lovgives om nedrivning, når ejeren får udbetalt en erstatning fra forsikringen, siger Birgit Hansen.
En overordnet løsning fra Christiansborg kunne nemlig være, at en del af forsikringssummen til husejerne tilbageholdes, indtil brandtomten er revet ned.
En konkret vurdering
Spørgsmålet er så, hvorfor der er gået så lang tid, inden der kom et nedrivningspåbud fra Frederikshavn Kommune?

Inden 1. januar 2023 skal huset være revet ned. Hvis ikke det sker, bliver sagen overdraget til politiet. Arkivfoto: Bente Poder
- Det er altid en konkret vurdering. Hvis ejeren for eksempel ikke har mulighed for at betale for en nedrivning, er vi nødt til at være lidt mere langmodige, end vi normalt ville have været, siger Boie Frederiksen.
Hvis ejeren har brugt alle de penge, han har fået udbetalt i erstatning - uden at bruge nogle af dem til nedrivning - kan kommunen ikke tilbyde hjælp fra nedrivningspuljen, som er finansieret af staten og kommunerne.
Nordjyske har været i kontakt med ejeren af huset på Østkystvejen. Han forklarer korfattet, at han ikke har penge til at rive huset ned.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.