Frederikshavn er i varmechok - Venstre vil lukke byens berømte Palmestrand
Vi kan ikke forsvare at skulle spare på for eksempel de ældres rengøring og samtidig drive et sted som Palmestranden, lyder det fra Jens Borup (V)
Opdateret kl. 12:46
FREDERIKSHAVN: Heksen er ikke mere end lige landet i Bloksbjerg, før Frederikshavn kom ned på jorden og fik sommerens første varmechok.
Det skyldes ikke så meget de høje temperaturer, men derimod det faktum, at Venstre vil spare byens berømte palmestrand væk.
De hundrede palmer har i mange år været et solsikkert vartegn for Frederikshavn, og om efteråret transporteres de eksotiske palmer i vinterhi i et kommunalt gartneri.
Men nu ønsker Venstre at sætte en stopper for Palmestranden. Det sker i forbindelse med en sparerunde i teknisk udvalg, som skal skære 2,3 millioner kroner i budgettet fra næste år.
Hvis Palmestranden ryger væk, kan der spares 433.000 kroner om året.
- Jeg har det sådan, at hvis jeg skal stemme for, at de ældre kun skal have gjort rent hver tredje uge, så har vi ikke råd til at drive et sted som Palmestranden, som er dyr i drift. Vi kører palmerne ud på stranden om foråret, hvor de skal passes og vandes. Så kører vi dem ind i vinterhi til efteråret og bruger energi - som er rigtigt dyrt i øjeblikket - på at holde liv i dem til næste forår, siger Jens Borup fra Venstre, som er medlem af teknisk udvalg.
Jeg har et ansvar
- Men nu er det jo ikke teknisk udvalg, som skal spare på de ældre?
- Nej, men som byrådspolitiker føler jeg, at jeg har et ansvar for hele kommunens regnskab. Og der må jeg bare sige, at børn og ældre medborgere vægter højere for mig end palmer ude på en strand, siger Jens Borup.
Men er Palmestranden ikke med til at tiltrække rigtig mange turister?
- Stranden ligger der jo alligevel. Vi fjerner jo ikke sand og vand, og stranden er stadig rigtig fin og ligger tæt på byen, siger Jens Borup, som i stedet stiller forslag om, at Palmestranden kan drives af frivillige.
Udover Palmestranden har Venstre blandt andet også stillet forslag om at lukke kantinen på Sæby Rådhus. Desuden er der forslag om at opkræve p-afgifter ved Palmestranden.
En vis forkærlighed
Socialdemokratiet har det absolutte flertal i byrådet i Frederikshavn Kommune, og partiet har tidligere vist, at medlemmerne har en vis forkærlighed for Palmestranden.
Formanden for teknisk udvalg, Karsten Thomsen (S), ønsker dog ikke at tage forskud på en sparerunde i pressen og har derfor ingen kommentarer i denne omgang.
Teknisk udvalg har møde 30. juni, hvor politikerne skal diskutere en række spareforslag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.