Her er grunde til salg. Et bestemt område bliver kaldt "et guldæg"
Særligt et område er der store forventninger til
Opdateret kl. 11:54
En placering tæt på Ikea og Plantorama i City Syd - eller måske i Flødalen ved Svenstrup tæt på motorvejen.
Det er blot to af flere områder med erhvervsgrunde, som Aalborg Kommune lige nu har til salg.
Og at det er en god forretning bliver synliggjort af, at kommunen de seneste fire år har solgt erhvervsområder for 135 millioner kroner. Indtægter som sikrer, at bundlinjen holder sig indenfor de budgetter, byrådet har vedtaget.
- Der er generelt god interesse for erhvervsgrundene. Vi får mange henvendelser fra folk, der vil høre, hvad der er af mulige placeringsmuligheder, der kan passe ind i deres behov, siger landinspektør Lene Morthensen fra Aalborg Kommune.
- Men det ender ikke altid med et salg, og derfor skruer vi også op for markedsføringen i håb om at sælge endnu flere grunde til erhverv.
Områder ved motorvejen hitter
Som med så mange salg af jord handler det især om en ting - beliggenhed. Og hos Aalborg Kommune oplever man, at arealer ved motorvejen er særligt attraktive.
Et eksempel på det er Flødalen ved Svenstrup, hvor der blandt andet er plads til domicilejendomme for større virksomheder, ligesom arealerne er grydeklare, da de er byggemodnet og lokalplanlagt.
Anvendelsesmulighederne er blandt andet let industri og håndværk, transport og logistikvirksomhed.
- Hvis man som virksomhed ønsker at bosætte sig i Aalborg Kommune og placere sig motorvejsnært, så er det bare et guldæg, der ligger derude, siger forvaltningsgrenchef Mette Skamris Holm fra Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Både private og kommunale
Et andet eksempel på attraktiv erhvervsjord er hele området i Bouet ved Nørresundby, som også ligger motorvejsnært.
Arealerne nordpå er private, og Aalborg Kommune arbejder også for at skabe opmærksomhed om de køb og salg, hvor indtjeningen ikke direkte ender i kommunekassen.
At kommunen nu mere synligt jagter kunder til erhvervsgrundene, er også udtryk for en ny erhvervsstrategi, hvor salget af jord til erhvervslivet i stigende grad skal være med til at brande Aalborg Kommune som en attraktiv kommune.
- Det handler om kommunen som helhed uanset om jorden er privat eller kommunal, slår Lene Morthensen fast.
- For os handler det om hele tiden at være skarpe og synlige, så vi er klar til at rykke på de muligheder der opstår. Og frem for alt ramme det, som kunderne efterspørger. Det handler både om at byggemodne og sælge.
I Aalborg Kommune sælges de kommunale erhvervsarealer via kommunens hjemmeside, hvor du kan læse mere om blandt andet Flødalen og erhvervsarealet i City Syd - samt de øvrige erhvervsområder, som kommunen har til salg lige nu.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.