Isenkræmmer: - En personlig god kundeservice meget vigtig
Blot et halvt år efter køb er Julie Bernth Kjærgaard klar til at modernisere sin Kop & Kande butik i Jernbanegade i Støvring
STØVRING: 1. september 2021 overtog Julie Bernth Kjærgaard Kop & Kande i Jernbanegade 1 i Støvring, og allerede nu har hun planer om at modernisere den 275 kvadratmeter store forretning med nyt inventar og indretning.
- Mit håb er, at det kan være afsluttet og klar inden sommerferien eller måske lige efter, afhængig af om der måske er problemer med materialeleverancer eller mulige udfordringer med corona, fortæller hun.
Personlig service altafgørende
Julie Bernth Kjærgaard overtog isenkræmmerbutikken efter Pia Damsgaard.
- Hun havde drevet den i over 20 år, men det er ikke fordi lokalet ikke har været holdt i en god stand, at jeg nu vil modernisere butikken. Det er i stedet for at gøre den endnu mere indbydende for kunderne. Støvring by oplever jo i øjeblikket en utrolig vækst med hensyn til bosætning, så det er vigtigt fortsat at yde en god kundeservice i indbydende rammer for på den måde at tiltrække og fastholde kunderne. Det gælder også dem, der afhenter deres varer bestilt online via Kop & Kandes webshop, som jeg også er tilsluttet, påpeger hun.
Center i Skalborg tæt på
Som butiksindehaver er hun godt klar over at hun har en forretningsmæssig skarp konkurrent i tilsvarende butikker i Aalborg Storcenter i Skalborg blot godt et kvarters kørsel fra Støvring.
- Derfor igen vigtigheden af personlig kundeservice for på den måde at gøre en forskel. På nuværende tidspunkt ser jeg til gengæld ingen grund til at udvide mit varesortiment, fordi jeg som ejer af en Kop & Kandebutik selv kan bestemme det, fortæller Julie Bernth Kjærgaard og tilføjer:
- Er eksempelvis kunstneren Bjørn Wiinblads ting populære her lokalt i Støvring området, kan jeg selv beslutte at markedsføre dem i min butik.
Attraktiv handelsgade
Hun betegner selv Jernbanegade i Støvring som en rigtig god handelsgade og påpeger samtidig det positive i sin butiks centrale hjørneplacering med synlig facade ud mod både Hobrovej og Jernbanegade.
- Vi butiksejere her i Jernbanegade har også et rigtig godt indbyrdes samarbejde med fælles tiltag og arrangementer. På samme tid er det nemt for kunderne at parkere tæt på eksempelvis min butik, hvor vi så eventuelt kan hjælpe dem med at bære de købte varer ud i deres biler, påpeger hun og tilføjer:
- Så af samme grund har jeg et stort ønske og håb om, at Jernbanegade fortsat vil være trafikeret i de forskellige forslag fra flere sider, der er til en fornyelse af hele gaden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.